I en tid præget af fortsat markedsusikkerhed, men med stigende kapital allokeret til ejendomsinvesteringer, søger investorer bevidst mod markeder med høj forudsigelighed, transparens, politisk stabilitet samt et likvidt og velfungerende lånemarked.
Her fremstår Danmark som en sikker havn.
I 2025 var Danmark således et af de lande, der oplevede den største stigning i transaktionsvolumen på det professionelle ejendomsmarked.
I et internationalt perspektiv er fremgangen ganske unik: Få lande oplevede samme vækst i forhold til året før, og når transaktionsaktiviteten sammenholdes med niveauet i det foregående årti, var Danmark det eneste land i Vesteuropa og Nordamerika, der nåede det 10-årige gennemsnit.
Flere markedsledende aktører har desuden varslet betydelig kapitalallokering til det danske marked, hvor især boligsegmentet fortsat er eftertragtet.
Trods landets beskedne størrelse har Danmark en høj tiltrækningskraft på international kapital. Danmark indtager en 13. plads globalt, når det gælder international kapitaltilstrømning til fast ejendom.
Sammenholdes international kapitaltilstrømning til ejendomsinvesteringer på landsbasis med BNP, overgår Danmark en lang række vestlige lande, herunder hele Vesteuropa og Nordamerika.
I 2025 var det særligt kapitaltilførslen fra Nordamerika, der steg markant i Danmark. En væsentlig del af denne udvikling skyldtes amerikanske Greystar og canadiske Slate Asset Management, som begge for første gang investerede på det danske marked, og hvis opkøb placerede sig på årets top-10 over de største handler.
I et globalt investeringsmiljø, hvor stabilitet og forudsigelighed tillægges stadig større vægt, fremstår Danmark som et solidt trækplaster for international kapital.
Kombineret med gunstige udsigter for dansk økonomi og de underliggende udbuds- og efterspørgselsdynamikker – særligt på boligmarkedet – forventes yderligere international kapitaltilstrømning til danske ejendomsinvesteringer i de kommende år.






















