Danmark kommer til at mangle 100.000 håndværkere

Danmark kan komme til at mangle op mod 99.000 håndværkere i 2030, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Anna Storm, tømrerlærling hos Egil Rasmussen. Foto: PR.
Anna Storm, tømrerlærling hos Egil Rasmussen. Foto: PR.

Mange erfarne faglærte forlader byggebranchen, mens for få unge vælger en uddannelse inden for håndværk, lyder det i en pressemeddelelse fra Building Green, som står bag fagfestivalen Håndværk.

– I 2030 kommer vi til at mangle omkring 99.000 håndværkere i Danmark, udtaler Sarah Elhauge, der er administrerende direktør hos Building Green.

– Derfor er det afgørende, at vi både taler håndværkerbranchen op og er ærlige om den kultur, der skal til for at fastholde og tiltrække dygtige folk.

Ifølge arrangørerne bag fagfestivalen er løsningen ikke kun at få flere ind, men også at fastholde dem, der allerede er i faget. Derfor sætter festivalen fokus på både faglighed, arbejdsmiljø, kultur og trivsel.

Flere i branchen peger på, at løn ikke længere er det eneste, der betyder noget.

– Fremover vil flere faglærte stille krav til ordentlig ledelse, fleksibilitet og mulighed for udvikling. Hidtil har løn officielt været en af de dominerende faktorer i byggebranchen, men i fremtiden, tror jeg, flere faglærte vil stille krav til ordentlig ledelse, fleksibilitet og mulighed for udvikling, udtaler Anna Storm, der er tømrerlærling hos Egil Rasmussen.

Hasan Tamer, elektriker hos Wicotec Kirkebjerg. Foto: PR.
Hasan Tamer, elektriker hos Wicotec Kirkebjerg. Foto: PR.

Hasan Tamer, der er elektriker hos Wicotec Kirkebjerg, påpeger, at byggebranchen skal arbejde for mangfoldighed.

– En inkluderende kultur, hvor tonen er ordentlig, og forskelle accepteres, øger trivsel og fastholdelse. En byggeplads med nultolerance over for nedladende jargon og aktiv støtte til lærlinge og nye medarbejdere oplever lavere frafald, fordi folk føler sig trygge og værdsatte, udtaler han.

Håndværk afholdes den 4. og 5. februar 2026 i Lokomotivværkstedet i København og henvender sig til alle med interesse for byggeri og håndværk.

Kort om Håndværk 2026

Håndværk finder sted den 4.-5. februar 2026 i Lokomotivværkstedet i København. Fagfestivalen er gratis at deltage i og henvender sig til mestre, svende, lærlinge og andre profiler, der kæmper for det gode håndværk i byggebranchen.

Mere information og gratis tilmelding.

Se programmet her.

Kilde: Building Green.

Tilmeld Nyhedsbrev