Byggeaffald udgør over 40 procent af Danmarks samlede affaldsmængde, men kun 5 procent af det blandede bygge- og anlægsaffald er hidtil blevet genanvendt efter manuel sortering.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden Solum, som vil sætte skub på genbruget inden for byggeriet med et nyt robotsorteringsanlæg med en forventet genanvendelsesgrad på over 70 procent.
Anlægget er netop blevet indviet. Det er placeret på Solums miljøplads i Roskilde og forventes at modtage op til 25.000 tons byggeaffald årligt.
Solum har specialiseret i genanvendelse og bæredygtige løsninger til anlæg, byggeri og energi.
– Byggeaffald sorteres i dag manuelt med en gravko, en ineffektiv proces, der resulterer i minimal genanvendelse. Det meste knuses og bruges som fyld til blandt andet veje, som ligger lavt i affaldshierarkiet. Den nye robot er derfor et vigtigt skridt mod øget genanvendelse af byggeaffald, fortalte administrerende direktør Christian Christensen fra Solum.
Med avancerede sensorer kan robotanlægget ifølge Solum adskille materialer som træ, glas, beton og gips med næsten 100 procent præcision. Det giver mulighed for en markant højere genanvendelse.
Robotten er udviklet af det finske firma ZEN Robotics. Ud over at styrke den grønne omstilling, vil den ifølge Solum også skabe nye forretningsmuligheder i byggebranchen.
Ved at sikre en mere effektiv sortering af byggeaffald og samtidig data til kundernes ESG-rapporter bliver genanvendelse nemlig både en økonomisk gevinst og en løsning på de stigende krav til øget bæredygtighed.
– Byggeaffald har længe været en af de største udfordringer i den grønne omstilling. Med anlægget viser Solum, at genanvendelse kan styrke både cirkularitet og skabe økonomisk vækst. At blive bedre til at sortere og genanvende affaldsfraktioner bliver en god forretning, især med de stigende krav til grøn omstilling, påpegede underdirektør Karin Klitgaard fra Dansk Industri.
Ifølge Christian Christiansen er indvielsen af robotsorteringsanlægget en vigtig del af Solums strategi om at være førende inden for genanvendelse og bæredigtige løsninger til anlæg, byggeri og energi.
– Vi er stolte af at være med til at styrke genanvendelsen i byggebranchen. Anlægget er en central investering i fremtidens cirkulære økonomi og vil hjælpe Danmark med at bevæge sig i en mere bæredygtig retning, siger administrerende direktør Christian Christensen, der samtidig løfter sløret for, at Solum er i gang med at undersøge flere lokationer i Danmark til lignende robotsorteringsanlæg.