De såkaldte Kaktustårne i København er blevet kåret til Europas bedste højhuse af en jury af arkitekter på den internationale konference CTBUH (Council on Tall Buildings and Urban Habitat) i London.
Det skriver Byggeplads.dk.
De to tårne på 20 og 22 etager ligger mellem Kalvebod Brygge og Dybbølsbro Station på Vesterbro. De er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group med Artelia som ingenør.
Til sammen rummer boligtårnene 495 lejligheder og tilbyder mindre boliger på mellem 33 og 53 kvadratmeter.
I 2022 blev de af Arkitekturoprøret kåret til Danmarks grimmeste byggeri, og nu kan BIG altså bryste sig af, at højhusene også er Europas bedste.
Læs også: BIG skal omdanne tidligere Aldi-butik til museum
– Resultatet har vækket stærke følelser i kulturkonservative grupper som Arkitekturoprøret, og derfor er det da dejligt at få en international arkitektjurys stemme med i debatten, udtaler Bjarke Ingels, grundlægger af og kreativ direktør i BIG, ifølge Byggeplads.dk.
– Som et ægte oxymoron kan Kaktusserne nu både bryste sig af at være Danmarks grimmeste og Europas bedste tårne. Bedre fødselsdagsgave kunne jeg ikke have ønsket mig.
Kaktustårnene er udviklet af Høpfner Projekts og kapitalforvalteren Catella Group. De stod klar til indflytning i september 2022.
Lignende tårne er opført i Esbjerg, hvor Heimstaden er i gang med at omdanne 100 boliger til hotelværelser.