Når den sidste etape står færdig, bliver Damhusengens Skole i Vanløse Danmarks største folkeskole målt på antal elever. Foto: PR.
Når den sidste etape står færdig, bliver Damhusengens Skole i Vanløse Danmarks største folkeskole målt på antal elever. Foto: PR.

I september 2021 blev der indgået om aftale om totalentreprisen på udvidelsen af Damhusengens Skole i Vanløse mellem Københavns Kommune og partnerskabet Trust, der er skabt af Enemærke & Petersen, Nøhr & Sigsgaard, Kant Arkitekter, Dominia, Norconsult og GHB Landskab samt en række tilknyttede samarbejdspartnere.

Anlægsrammen for udvidelsen og helhedsrenoveringen er på 453 millioner kroner, og efter næsten ti års planlægning er anden etape af en omfattende renovering og udvidelse nu afsluttet.

Det oplyser Enemærke & Petersen i en pressemeddelelse.

Med projektet samles de tidligere Vanløse- og Hyltebjerg Skoler. Den tidligere Hyltebjerg Skole er blevet revet ned for at gøre plads til nybyggeri, som dog ikke er helt nyt.

Genbrug har været kernen i projektet. Hele 350.000 mursten fra de oprindelige bygninger er genbrugt efter omhyggelig sortering og rensning hos virksomheden Gamle Mursten.

– Vi har genbrugt alt, hvad vi har kunnet, ikke kun på selve skolen, men også til andre projekter. Det er både dyrere og mere besværligt. Men det er det rigtige at gøre, siger Søren Brinch, produktionschef hos Enemærke & Petersen.

Over 1.000 tons materialer er sendt til genbrug, herunder til forskningsprojekter, og 450 lysarmaturer er upcyclet, mange doneret til Ukraine via Københavns Kommune.

Byggeri blandt børn

At bygge midt i en aktiv skole kræver særlig omtanke. Eleverne har fortsat deres hverdag, mens byggeriet har stået på, hvilket har krævet tæt dialog mellem skolen og byggepladsen.

– Når man arbejder midt i et villakvarter og med børn tæt på byggepladsen, er det ikke kun projektstyring, det er også relationsarbejde, fortæller Søren Brinch.

En særlig oplevelse satte et menneskeligt præg på projektet. En ung pige og elev på skolen fandt under nedrivningen en mursten med sin afdøde fars navn indridset. Faderen havde selv gået på skolen som barn, og murstenen blev nænsomt pillet ud og overleveret til pigen.

– Det var en meget rørende oplevelse, som mindede os om, at vi ikke bare arbejder med mursten og materialer. Vi er med til at videreføre en historie, der betyder noget for mennesker, afslutter Søren Brinch.

Med anden etape færdig fortsætter arbejdet mod projektets afslutning i 2026. Når tredje etape færdiggøres i 2026.

Med udvidelsen vokser Damhusengens Skole fra 17.500 kvadratmeter til 29.200 kvadratmeter, og skolens elevantal øges med cirka 200 elever til i alt 1.900 elever og med cirka 60 ansatte til i alt 270 ansatte. Dertil kommer daginstitutionens cirka 240 børn og 50 ansatte.

Tilmeld Nyhedsbrev