Havnen i Thorsminde, der er nærmeste landkending for Thor Havvindmøllepark og har lagt navn til parken. Foto: Ole Mortensen/RWE.
Havnen i Thorsminde, der er nærmeste landkending for Thor Havvindmøllepark og har lagt navn til parken. Foto: Ole Mortensen/RWE.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Med Energiaftale 2018 besluttede samtlige af Folketingets partier at opføre tre nye havvindmølleparker i Danmark frem mod 2030, og i 2019 besluttede forligskredsen, at den første af de tre parker skal ligge i Nordsøen ud for Nissum Fjord.

Vindmølleparken fik navnet Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending.

Energistyrelsen har nu meddelt selskabet Thor Wind Farm tilladelse til at etablere Thor Havvindmøllepark.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

– Thor bliver Danmarks hidtil største havvindmøllepark og giver et betydeligt bidrag til at indfri målsætningen om at mangedoble Danmarks produktion af grøn strøm. Men det er langtfra slut med det. Vi har allerede igangsat udbud, der skal muliggøre yderligere minimum 6 gigawatt havvind frem mod 2030, siger Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.

Største danske havmøllepark
Med sin kapacitet på over 1.000 megawatt bliver Thor Danmarks største havvindmøllepark til dato. Parkens 72 vindmøller på hver 14 megawatt vil kunne levere grøn strøm nok til at dække forbruget i mere end en million husstande, når Thor bliver tilsluttet elnettet senest i slutningen af 2027.

Danmark har i dag 17 etablerede havvindmølleparker med en samlet kapacitet på cirka 2,7 gigawatt.

Thor Wind Farm, hvor tyske RWE er koncessionshaver, vandt i december 2021 det statslige udbud af havvindmølleparken. Med buddet forventes det, at staten vil modtage betaling på op til 2,8 milliarder kroner i takt med, at der produceres strøm.

Energistyrelsen har foretaget en offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten med tilhørende bilag, høringsnotatet fra den tidligere gennemførte myndighedshøring af miljøkonsekvensrapporten, Thor Wind Farm’s ansøgning om etableringstilladelse samt et udkast til Energistyrelsens etableringstilladelse. Sideløbende har der været en Espoo-høring af nabolande.

Thor Havvindmøllepark

  • Thor Havvindmøllepark vil have en installeret nominel effekt på over 1 gigawatt – nok til at dække cirka en million husstandes elforbrug. Det vil gøre den til Danmarks hidtil største havvindmøllepark.
  • Havvindmølleparken består af 72 havvindmøller med en totalhøjde på 266 meter, en transformerplatform og de tilknyttede søkabler.
  • Projektområdet udgør cirka 200 kvadratkilometer. Møllerne placeres med en afstand på 22-34 kilometer ud for Thorsminde ved den jyske vestkyst.
  • Vindmølleparken får navnet Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending.
  • Thor Havvindmøllepark skal efter planen være i drift senest i slutningen af 2027.

Kilde: Energistyrelsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling