PLH Arkitekter bliver en del af det svenske konsulenthus XPartners. Det oplyser den danske arkitektvirksomhed i en pressemeddelelse.
– Ved at blive en del af XPartners får vi mulighed for at vokse videre på vores egne præmisser – bevare vores kultur og identitet, men med styrken fra en større platform i ryggen. Vi ser frem til at blive en del af gruppen og sammen skabe endnu større værdi for vores kunder, udtaler administrerende direktør for PLH, Søren Mølbak.
Den danske arkitektvirksomhed blev grundlagt i 1977 og har omkring 250 medarbejdere. I 2024 havde PLH Arkitekter en bruttofortjeneste på 195 millioner kroner og et resultat før skat på 41 millioner kroner, mens det efter skat lød på 32 millioner kroner.
Aktuelt er PLH Arkitekter ved at åbne et nyt kontor i Odense, ligesom tegnestuen investerer i Tyskland, Norge og de baltiske lande.
– PLH har opnået virkelig god organisk vækst gennem årene og særligt de seneste år, hvor vi har haft et strategisk fokus på at styrke vores markedsposition og fremtidssikre ejerstrukturen uden at gå på kompromis med vores identitet og kultur, som vi værner om. Vi har haft mange bejlere, der har været interesseret i fusion eller opkøb, men først med XPartners har vi haft tillid til, at det var det helt rigtige valg, udtaler Søren Mølbak.
XPartners er en nordisk konsulentgruppe inden for teknik og design. Med 1.500 specialister rådgiver konsulenthuset kunder inden for infrastruktur-, bygninger-, energi- og miljøsektoren.
Gruppen består af over 40 iværksætterdrevne virksomheder, som genererer 2 milliarder kroner i årlig omsætning. Virksomhederne er primært ejet af deres ansatte med støtte fra kapitalfonden Axcel.
PLH Arkitekter vil fortsætte med at operere under sit eget navn. De hidtidige ejere, Søren Mølbak, Kirsten Herup Søvang, Lars Toksvig og Paulette Christophersen vil fortsat vil være en del af ledelsen af tegnestuen. De har desuden geninvesteret i XPartners.
Overtagelsen afventer myndighedernes godkendelse. Den forventes at komme på plads i løbet af de kommende måneder.