Dansk Arkitektur Center: Masser af bidrag til Fang din by 2022

Tirsdag den 3. maj er det tid til jurymøde i Dansk Arkitektur Center. Her får juryen, der blandt andet tæller en kendt model og en forfatter, der er ligeglad med arkitektur.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Juryen i Dansk Arkitektur Centers fotokonkurrence Fang din by 2022. Fra venstre: Anders Hjerming, Helena Christensen, Maja Dyrehauge, Maren Uthaug og Tanya Lindkvist.
Juryen i Dansk Arkitektur Centers fotokonkurrence Fang din by 2022. Fra venstre: Anders Hjerming, Helena Christensen, Maja Dyrehauge, Maren Uthaug og Tanya Lindkvist.

Fang din by 2022 har modtaget hele 5.346 bidrag i år. I 2021 blev der indsendt 4400 bidrag fra fotoglade danskere, skriver Dansk Arkitektur Center i en pressemeddelelse.

Årets tema er byens sjæl: Hvad adskiller en by fra en anden? Og hvor gemmer byens sjæl sig? Er det i bygningerne? I stemningen? I det gamle eller i det nye?

Det er syvende år i streg, at Dansk Arkitektur Center står bag fotokonkurrencen.

– Det er fantastisk med så stor en folkelig opbakning til DACs fotokonkurrence. Da vi startede initiativet for 7 år siden, var det netop for at engagere endnu flere danskere i vores byer og byrum. Med årerne er det virkelig blevet til en folkets udstilling, som vi drømte om”, siger en glad programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist.

Juryen består af model og fotograf Helena Christensen, anmelderrost forfatter og fast tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde Maren Uthaug, sidste års vinder af Fang din by 2021 Oliver Sperling, direktør for Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen, og programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist.

– Det, der gør noget for mig, er historierne, byen fortæller mig. Jeg er faktisk ret ligeglad med arkitektur og bygninger og funktionalitet. Jeg vil underholdes med små detaljer og store tanker og overraskende vinkler på noget, jeg troede, jeg havde styr på, fortæller Maren Uthaug, forfatter, tegner og medlem af juryen Fang din by 2022.

– Fotografierne skal indeholde en fotografisk kvalitet, og så skal de formå at vise det særlige ved deltagerens by. Jeg har rejst meget med mit job både som model og fotograf, og har oplevet rigtig mange byer i hele verden, ikke mindst New York, der har været min base både privat men også arbejdsmæssigt i flere år. New York rummer klart en puls og en elektrisk stemning, men alle byer besidder en særlig karakter og sjæl, der ofte defineres af det udefinerbare miks af kultur, arkitektur, natur og ikke mindst de mennesker, der bor i den. Jeg glæder mig til at dykke ned i de danske byers sjæle, fortæller Helena Christensen, fotograf og medlem af juryen Fang din by 2022.

Jurymøde

Der venter juryen noget af en opgave med de tusindvis af indsendte fotos. Hvert enkelt foto skal bedømmes, inden de udvalgte fotos til udstillingen findes.

I juryens bedømmelsen af hvert billede vægtes det at:

• Årets tema tydeligt er indarbejdet
• Der er interaktion mellem de fysiske rammer og mennesker
• En spændende billedkomposition

Fotoudstilling åbner den 9. juni 2022

De 55 bedste fotografier bliver udstillet for offentligheden på Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center fra den 9. juni til den 2. oktober, på udvalgte biblioteker fordelt over hele landet (Aarhus DOKK1, Sønderborg, Faaborg/Ringe) og som noget nyt også på Folkemødet på Bornholm.

Konkurrencen løb fra den 24. februar til den 24. april 2022. Fotograferne bag de udvalgte fotos får direkte besked primo maj. Vinderne af 1., 2. og 3. præmien får også besked – men deres endelige placering afsløres først den 9. juni til udstillingsåbning og præmieoverrækkelse.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling