Dansk arkitektureksport har fået en flyvende start på 2025 og er godt på vej mod et rekordår.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Arkitektvirksomheder.

Ifølge en ny analyse, som Danske Arkitektvirksomheder selv står bag, blev der i årets første seks måneder eksporteret arkitektydelser for 764 millioner kroner. Det er en stigning på hele 41 procent sammenlignet med samme periode i 2024, hvor eksporten lå på 540 millioner kroner.

Dermed fortsætter branchen en vækst, der bygger videre på allerede historisk høje niveauer.

Eksporten svarer til, at omkring 1.500 ansatte i danske arkitektvirksomheder arbejder på projekter i udlandet.

– Det er en væsentlig del af en dansk arkitektbranche med knap 10.000 beskæftigede. Hertil kommer danske arkitektvirksomheder, som har etableret faste kontorer i udlandet, og som ikke indgår i denne opgørelse, udtaler Sebastian Kaldahl, cheføkonom i Danske Arkitektvirksomheder, der har udarbejdet analysen på baggrund af data fra Danmarks Statistik og egne beregninger.

Til sammenligning var tallet under 300 i slutningen af 00’erne. Branchen beskæftiger i dag knap 10.000 personer, og en betydelig del af væksten hentes i Europa. I første halvår af 2025 gik 45 procent af eksporten til EU, især til Holland, Østrig, Sverige og Frankrig.

Dansk arkitektureksport har de seneste år ligget stabilt højt, men udvikler sig fortsat opad, fordi virksomhederne formår at finde nye markeder, når større projekter afsluttes.

I 2023 blev der sat rekord med en samlet eksport på godt 1 milliarder kroner, men alt tyder på, at 2025 vil overgå dette niveau.

– I Danske Arkitektvirksomheder glæder vi os naturligvis over den stærke udvikling for dansk arkitektureksport, og det bliver spændende at se, hvordan den samlede omsætning for 2025 ender, når året er omme. Vi er i hvert fald meget optimistiske på arkitektureksportens vegne, udtaler Sebastian Kaldahl.

Tilmeld Nyhedsbrev