Om tre og et halvt år begynder en helt ny form for produktion i Danmark, når landets første hvederaffinaderi står klart. Placeringen af raffinaderiet er nu lagt fast, idet stifterne af Dansk Biokemi har købt et areal på 100.000 kvadratmeter ved Stensø syd for havnen i Nakskov af Lolland Kommune. Anlægget ventes i drift fra slutningen af 2025.
– Vi ser Nakskov og Lolland-Falster som den helt ideelle placering for virksomheden, og vi ser frem til at kunne bidrage betragteligt til CO2-reduktionen og levere nye bæredygtige materialer til produktionsdanmark og -udland, udtaler Svend Brandstrup, der er administrerende direktør i Dansk Biokemi i en pressemeddelelse i forbindelse med, at der torsdag den 2. juni blev sat underskrifter på overtagelsen af grunden.
Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen, ser frem til at byde velkommen til endnu en grøn virksomhed i kommunen.
– Jeg glæder mig over at kunne byde velkommen til en virksomhed, som skaber 100 lokale arbejdspladser ved en i forvejen aktiv erhvervshavn, og som samtidig bidrager aktivt i klimakampen, siger Holger Schou Rasmussen.
Dansk Biokemi benytter sig af processer, der raffinerer hvede til blandt andet klid og gluten til brug i eksempelvis fødevarer og foder, samt biopolymerer, der i mange sammenhænge kan erstatte plastikmaterialer.
Biogassen er afgørende
Det er netop Lollands grønne linje og landbrugsproduktion og ikke mindst den grønne gasledning, der var udslagsgivende for valg af beliggenhed, fortæller Director i Dansk Biokemi Kristian Bennetsen.
– Muligheden for at kunne aftage grøn biogas fra de lokale biogasanlæg, som bliver etableret i forbindelse med gasledningen på Lolland-Falster, har været helt afgørende for os, siger Kristian Bennetsen.
Beslutningsprocessen frem til dagens kontraktunderskrivelse er foregået med minimale komplikationer. Dansk Biokemi kom til landsdelens erhvervsorganisation i 2021 og herfra gik det stærkt, fortæller Steffen Lund, investeringschef i Business Lolland-Falster.
– Vi oplever en særdeles stærk interesse fra både ind- og udland for Lolland-Falsters bæredygtige erhvervsprofil; blandt andet i kraft af en veldrevet og solid landbrugssektor, en transport-infrastruktur med Femern forbindelsen og erhvervshavn, samt en stærk grøn energi-infrastruktur i form af lokalt produceret biogas-, vind- og solenergi. Alt sammen faciliteter som samlet set er second to none i Nordeuropa for en type virksomhed som Dansk Biokemi, siger Steffen Lund.