Dansk Boligbyg ansætter projektleder til nyt børnehus Holbæk

Lasse Furbo er ansat som projektleder hos Dansk Boligbyg i Roskilde. Han skal stå for opførelsen af et nyt børnehus i Holbæk.

Det nye børnehus, som Dansk Boligbyg opfører for Holbæk Kommune i totalentreprise, skal rumme børnehave, vuggestue og dagpleje. Børnehuset til godt 55 millioner kroner får plads til 184 børn og 50 ansatte.

Som projektleder på byggeriet skal Lasse Furbo holde styr på arbejdet på byggepladsen og sørge for, at byggeriet forløber som planlagt og afleveres til tiden. I de første måneder af sin ansættelse, har han arbejdet med projekteringen, oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Det har været spændende at arbejde med projekteringen af børnehuset i Holbæk, da det er ikke noget, jeg har haft mulighed for at arbejde med så ofte. Det er en udfordring, men det er også meget tilfredsstillende, når planerne føres ud i livet og lykkes på byggepladsen, siger Lasse Furbo.

Lasse Furbo er 54 år og oprindeligt uddannet tømrer. Efterfølgende har han taget Byggeriets Lederuddannelse og en almen voksenpædagogisk grunduddannelse. Han har tidligere arbejdet som selvstændig tømrer og været faglærer på Erhvervsskolen Nordsjælland. I de senere år har han haft en stilling som produktionschef hos Jeudan Servicepartner samt arbejdet som både byggeleder og projektleder hos HusCompagniet.

Lasse Furbo bor i Helsinge sammen med sin hustru og parrets fem drenge. Fodbold fylder en del og er en stor interesse for ham, og han bruger derfor gerne tid på at tage til fodboldkampe rundt omkring i hele Europa.

Holbæks nye børnehus på Munkholmvej forventes at blive DGNB Guld-certificeret og skal efter planen stå klar til brug i juli 2025.

Dansk Boligbyg samarbejder med Skala Architecture og ingeniørvirksomheden Artelia om projektet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling