Dansk Boligbyg havde en omsætning på 1,435 milliarder kroner og et resultat før skat på 20,3 millioner kroner i 2021/22. Ved indgangen til det igangværende regnskabsår var den ansvarlige kapital i selskabet 122 millioner kroner, svarende til en soliditet på 25,7 procent, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
– På trods af et svært marked præget af corona, krig og kamp om medarbejderne, har vi formået at konsolidere virksomheden i seneste regnskabsår. Vi har haft høj aktivitet og stor succes med vores projekter og drift. Resultatet ligger dog under det forventede, fordi vi har haft et enkelt projekt, der har været voldsomt fejlkalkuleret, udtaler administrerende direktør Anton Nørgaard.
Efter regnskabsperiodens afslutning den 31. marts har Dansk Boligbyg styrket ledelsen med en ny regionsdirektør for afdelingen i Roskilde og rekruttering af to nye afdelingsledere. Desuden er der sket en opstramning af procedurerne omkring tilbudsgivningen.
– Der er foretaget de nødvendige justeringer af organisationen, så vi er bedre sikret mod lignende situationer fremadrettet, siger Anton Nørgaard.
Digitalisering og bæredygtighed
Dansk Boligbyg har de senest år gjort en betydelig indsats for at digitalisere sit arbejde med omfattende investeringer i både nye værktøjer og efteruddannelse af medarbejderne.
– Vores digitalisering er for alvor ved at slå igennem i alle vores processer omkring rådgivning, planlægning, udførelse og aflevering af byggerierne, siger Anton Nørgaard.
I lighed med tidligere år har Dansk Boligbyg også i 2021/22 arbejdet med DGNB-certificerede og bæredygtige lavenergi-byggerier. Eksempelvis er opførelsen af det DGNB-guld certificerede projekt ”PH Park” i Hørsholm med i alt 133 nye boliger i fuld gang.
Forventer fortsat travlhed – men faldende priser
Dansk Boligbyg forventer stigende aktivitet og dermed omsætning i 2022/23 sammenlignet med 2021/22. Denne forventning baserer sig primært på allerede igangværende projekter og indgåede aftaler om nye projekter.
– Med en høj soliditet står vi godt rustet i et turbulent marked. Der er fortsat meget stor travlhed i entreprenørbranchen og hos vores underentreprenører, men på sigt forventer vi en opbremsning i markedet. Generelt er vores branche udfordret af voldsomt stigende materialepriser, udfordringer med rettidige leverancer, stigende inflation, stigende renter og dermed stigende usikkerhed med hensyn til gennemførelse af planlagte projekter – både blandt private og offentlige bygherrer,”siger Anton Nørgaard.
Han forudser, at en kommende opbremsning i markedet vil give sig udslag i faldende priser på sigt, dog vil energitunge produktioner stadig være udfordret.
– Udfordringerne i markedet stiller større krav til vores styring af projekterne, herunder et stort fokus på priser, materialetilgængelighed og samarbejdspartnere ved afgivelse af nye tilbud, tilføjer han.
Aflevering af mange vellykkede boligprojekter
I løbet af 2021/22 har Dansk Boligbyg afleveret adskillige boligprojekter:
Eksempler på vellykkede byggerier, som er afsluttet i 2021/22 er:
- Brunder Tårnhuse– 116 nye boliger i centrum af Brønderslev
- Viborg Baneby – 144 boliger i Viborg Centrum
- Klostergården – 92 almene boliger i hjertet af Kolding
- Omdannelsen af Bank Nordic domicil til 81 ungdomsboliger på Amager
- Stolpehøj – 24 ældreboliger til plejecentret Nymosehave i Gentofte.
Dansk Boligbyg afleverer hvert år op mod 2.000 nye boliger.
Nøgletal for Dansk Boligbyg
2021/22 | 2020/21 | 2019/20 | 2018/19 | |
Omsætning (milliarder kroner) | 1,434 | 1,366 | 1,366 | 1,568 |
Resultat før skat (millioner kroner) | 20,2 | 44,3 | 9,6 | 29 |
Soliditetsgrad II (procent) | 25,7 | 29,7 | 23,5 | 21 |
Egenkapital inklusive ansvarlig lånekapital (millioner kroner) | 122,3 | 135,4 | 100,1 | 90,8 |
Medarbejdere (antal omregnet til fuldtidsstillinger) | 109 | 106 | 102 | 87 |