Arbejdstilsynet har i løbet af sommerferien pludseligt ændret kravene i forbindelse med nedrivning af asbestholdige bølgeeternittage.
Det sker, mens virksomhederne arbejder på højtryk hos tusindvis af danskere, der ønsker at få udskiftet tagplader, før de kommende krav om autorisation træder i kraft ved årsskiftet.
Det skriver Dansk Håndværk i en pressemeddelelse.
– Ændringen betyder, at arbejdet ikke længere kan udføres som arbejde med lavt støv-niveau, medmindre virksomheden ligefrem med konkrete målinger kan dokumentere, at det ikke er nødvendigt, forklarer Dansk Håndværks chefjurist Susanne Oldenburg.
– Det betyder, at arbejdet nu som altovervejende hovedregel skal anmeldes til arbejdstilsynet, ligesom arbejdsgiver skal sikre, at en række krav om brug af værnemidler, baderum og registrering i den krævede protokol over arbejdet bliver opfyldt, lyder det fra chefjuristen.
Susanne Oldenburg understreger, at kravene gælder, uanset om bølgetagpladerne er ubeskadigede og ikke knækker under nedrivningen.
Vil gøre arbejdet dyrere
Skærpelsen kommer som konsekvens af resultater i et projekt om luftmålinger af asbeststøv, som Arbejdstilsynet har gennemført.
Det betyder, at man som arbejdsgiver skal gå ud fra, at det ved nedrivning af asbestholdige bølgetage blandt andet er nødvendigt, at bruge åndedrætsværn under arbejdet for at overholde grænseværdien.
Desuden skal der være adgang til to omklædningsrum adskilt af et baderum. Dermed kan de nye krav have konsekvens for omkostningerne ved de mange opgaver, der allerede er i gang eller planlægges rundt omkring i landet.
– Ændringen betyder også, at arbejdet nu er omfattet af lovgivningens krav om, at det skal anmeldes til arbejdstilsynet, og at arbejdsgiveren skal registrere de ansatte i den krævede protokol, når de arbejder med nedrivning eller nedtagning af asbestholdige bølgeeternittage, understreger chefjuristen.
Andre opgaver påvirkes også
Arbejdstilsynet skriver i deres oplysninger om ændringen, at hvis man som arbejdsgiver vurderer, at et konkret arbejde med nedrivning af asbestholdige bølgeplader kan udføres som et asbestarbejde med lavt støvniveau, skal arbejdsgiveren kunne begrunde det – for eksempel ved målinger.
Samtidigt viser resultaterne af Arbejdstilsynets undersøgelse, at der under fjernelse af asbestholdige facadeplader og fjernelse af rør med forseglet asbestholdig isolering kan forekomme et asbestniveau, der er højere end grænseværdien.
– Skærpelsen af kravene til det konkrete arbejde ændrer ikke på de kommende regler om autorisationsordningen for nedrivning af asbestholdigt materiale. Det krav betyder stadigt, at nedrivning af for eksempel asbestholdige bølgetage efter den 1. januar 2025 kun må udføres af autoriserede virksomheder, understreger Susanne Oldenburg.