
Københavns Kommunes indsats for at nedbringe klimaaftrykket fra byggeriet får nu et digitalt løft.
Den danske LCA-platform NTI Real-Time LCA tilslutter sig som nyt medlem af Københavns Klimapartnerskab for Byggeri med ambitionen om at styrke brugen af data og digitale værktøjer i fremtidens byggeri.
Det oplyser platformen i en pressemeddelelse.
– Vi melder os ind på siden af de mange bygherrer, arkitekter og andre rådgivere, fordi ambitionen om mere bæredygtigt byggeri via data og digitalisering er central i vores mission, udtaler Nabil Chaykh, administrerende direktør i NTI Real-Time LCA.
– Samtidig tror vi, sagt i al ydmyghed, at vores platform kan facilitere et bredt, automatiseret udgangspunkt for de af vores brugere, som vil bidrage med LCA-data for bygninger i den kommunale klimadatabase og dermed støtte op om Københavns og branchens målsætninger.
Målet er blandt andet at bidrage med LCA-data til Københavns Kommunes nye klimadatabase, som skal understøtte både kommunen og byggeriets parter i arbejdet med mere bæredygtige løsninger.
Platformen anvendes i dag bredt i Danmark og Norden og rummer et stort datagrundlag med validerede og produktbaserede livscyklusdata. Netop denne type data bliver stadig vigtigere i takt med skærpede krav til dokumentation af byggeriers klimaaftryk.
NTI Real-Time LCA medbringer samtidig erfaringer fra Aarhus Kommune, hvor virksomheden siden 2023 har bidraget til digitale klimaberegninger og analyser af kommunale byggerier. Her har LCA-data blandt andet været brugt til at sammenligne materialevalg og designløsninger i byggeri, der lever op til kravene for lavemissionsklassen.
Københavns Klimapartnerskab for Byggeri samler en bred kreds af aktører fra branchen, herunder kommunen selv, rådgivere, udviklere og pensionskasser.
Med det nye medlemskab styrkes partnerskabet nu også med en digital aktør, der har fokus på data som drivkraft for mere klimavenligt byggeri.






















