
På den nordnorske ø Lovund er arbejdet med at udvide lakseslagteriet Nova Sea i fuld gang. Det nye anlæg bliver på 17.200 kvadratmeter og skal efter planen stå færdigt i 2027 med en årlig kapacitet på 100.000 ton laks.
Byggeriet foregår dog under nogle af de mest barske vejrforhold i Norden. Regn, sne og kraftige storme fra Atlanterhavet har gjort det vanskeligt at opføre råhuset, hvor både fugt og saltvand kan skabe store problemer på byggepladsen.
For at beskytte byggeriet og sikre stabile arbejdsforhold valgte entreprenøren Consto i samarbejde med Cramo at anvende en midlertidig facadeaflukning fra Altiflex, oplyser den danske virksomhed i en pressemeddelelse.
Ifølge Cramo fungerede løsningen effektivt gennem hele byggeperioden, hvor hverken sne, regn eller kraftig blæst skabte problemer, og konstruktionen stod stabilt trods hårdt vejr.
– Arbejder man på en lokation som Lovund, lige ud til Atlanterhavet, er det næsten umuligt at undgå, at regn og vind gør byggeprocessen til en besværlig affære. Ikke mindst fugt kan give store udfordringer, og det hjælper bestemt ikke at korrosivt saltvand også er en faktor man skal beskytte sig i mod, udtaler Bjørn Baunbæk, administrerende direktør i Altiflex.

Ifølge Bjørn Baunbæk har projektet derfor været en vigtig test af virksomhedens løsninger under ekstreme forhold. Produkterne er testet til meget høje vindhastigheder, men erfaringerne fra Nordnorge giver værdifuld dokumentation fra virkelige byggepladser.
– Vores produkter er testet til at kunne modstå vindstød på op til 90 meter i sekundet. Men test i en vindtunnel er én ting – det er ude i virkeligheden, at produkterne skal stå deres endelige prøve. Derfor glæder vi os altid til at levere løsninger til byggepladser i et mere ekstremt klima, hvor vi i virkeligheden er med til at dokumentere vores produkters styrke, udtaler Bjørn Baunbæk.
De positive erfaringer har allerede ført til, at entreprenøren har valgt samme løsning til et nyt stadionbyggeri i Nordnorge.
Samtidig ser Altiflex muligheder for flere projekter uden for Norden. Ifølge virksomheden bliver vindforhold en stadig vigtigere faktor i takt med, at der opføres flere høje bygninger og skyskrabere rundt om i Europa, hvor behovet for effektiv vindafskærmning vokser.






















