Jan Østergaard fra Industriens Pension. Foto: Industriens Pension.
Jan Østergaard fra Industriens Pension. Foto: Industriens Pension.

Jan Østergaard fra Industriens Pension har modtaget den internationale ærespris ”Outstanding Industry Contribution” ved prisuddelingen “IPE Real Assets Infrastructure & Natural Capital Global Awards” i Rotterdam.

Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.

Jan Østergaard har siden 1998 haft en central rolle i Industriens Pension, hvor han blandt andet har opbygget afdelingen for investeringer i infrastruktur.

Dommerpanelet fremhævede hans banebrydende arbejde, der har gjort infrastruktur til en vigtig del af danske pensionsselskabers porteføljer.

Under hans ledelse begyndte Industriens Pension allerede i år 2000 at investere i unoterede aktier og i 2006 at satse på infrastruktur – som et af de første pensionsselskaber i Danmark. Det har sikret stabile afkast og bredere risikospredning.

I dag arbejder Jan Østergaard i en specialistrolle i selskabets Real Assets-afdeling, men han fortsætter med at være mentor og inspirationskilde, oplyses det.

Industriens Pensions investeringer i infrastruktur er nu på godt 28 milliarder kroner, ud af en samlet portefølje på 252 milliarder kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev