Danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter skal sammen med de svenske arkitektfirmaer Wingårdhs og Sydväst Arkitektur og Landskab tegnet et nyt lokalhospital på Wieselgrensplatsen i Gøteborg for Västfastigheter. Holdet har vundet en indbudt arkitektkonkurrence om sygehusbyggeriet i Sveriges næststørste by. Det oplyser Vilhelm Lauritzen Arkitekter i en pressemeddelelse.
Holdet har vundet med forslaget “Grønne forbindelser”, som ifølge Vilhelm Lauritzen Arkitekter “genfortolker det klassiske hospital i byen med en bygning, der bliver et åbent og grønt mødested for kvarteret”.
“Det offentlige sundhedsvæsen i Gøteborg skal tættere på borgerne, og adgangen til pleje skal være så naturlig, at den også bliver forebyggende. Det er ambitionen bag det nye fælleshospital på Wieselgrensplatsen”, skriver Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
“På et sted, hvor der i dag er en tankstation og McDonalds, vil det nye nærsygehus blive omgivet af en frodig park, der bliver et naturligt samlingspunkt for det omkringliggende område. Grønne forbindelser kommer til at dække i alt 26.000 kvadratmeter og indeholde lokaler til både primær- og specialpleje, herunder funktioner som obstetrik, psykiatri, sundhedspleje og tandpleje”, skriver den danske arkitektvirksomhed.
LÆS OGSÅ: SCHMIDT HAMMER LASSEN ARCHITECTS BAG NYT CAMPUS I STOCKHOLM
Vilhelm Lauritzen Arkitekter oplyser, at der etableres café, apotek og en åben børnehave i stueetagen.
“Tagterrassen og dens have bliver offentlig og byder på udsigt over Gøteborg. Målet er, at stedet bliver en del af hverdagen, ikke kun for patienterne, men også for borgerne”, skriver Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
“Projektet har fokus på mindske klima- og miljøaftrykket, og bygningen er designet til at kunne tilpasses over tid. Med fokus på at reducere klimapåvirkningen opføres bygningen i en bærende hybridkonstruktion af træ og beton med træbeklædt facade”, lyder det videre fra den danske tegnestue.
Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Wingårdhs har tidligere samarbejdet om blandt andet det netop færdige Pasteurs Tårn. Og det har de tilsyneladende gjort godt. Højhuset i Carlsberg Byen er således nomineret til publikumsprisen ved Københavns Kommunes årlige præmiering af byens smukkeste nybyggerier.
Juryens motivation
“Grønne Forbindelser er et gennemtænkt og kompetent arkitektforslag med potentiale til at blive et populært og genkendeligt vartegn i byen. Forslaget viser empati og viden om behov og vilkår hos både patienter og organisationen. Arkitekterne har tegnet en smuk og velfungerende bygning med smukke rum og en struktur, der gør det muligt at ændre programmet over tid. Udemiljøet er rigt på grønt og har god plads til hverdagen i byen. Forslaget byder på et sundt hus for Wieselgrensplatsen og omegn, et hospital, der er indbydende både udadtil med sin smukke runde form i byen og i måden, hvorpå forretningen er organiseret internt. Løsninger, materialer og motiver er gennemtænkte og tåler fortsat udvikling.”
Kilde: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.