Danske arkitekter vinder international konkurrence om svensk byudvikling

Nu er en international arkitektkonkurrence "Hamnpiren" afgjort, og vinderen blev det dansk-svenske forslag "Vattenstaden", der genopliver forbindelsen mellem by og vand i svenske Jönköping.

Rekreativiteten og adgangen til vandet har længe været begrænset i den svenske by Jönköping, og kommunen udskrev i 2023 en international arkitektkonkurrence om udvikling af bykernen.

Det skriver Vilhelm Lauritzen Arkitekter i en pressemeddelelse i anledning af, at konkurrencen nu er afgjort.

Vinderforslaget blev “Vattenstaden” af et dansk-svensk arkitekthold ledet af netop Vilhelm Lauritzen Arkitekter og ligeledes danske Sted By & Landskab. Vinderforslaget blev udvalgt blandt i alt 38 ansøgere, hvoraf tre blev prækvalificerede til at gå videre i konkurrencen, oplyses det.

Selvom Jönköping ligger ud til Sveriges næststørste sø, Vättern, har adgangen til vandet længe været begrænset for byens omkring 100.000 indbyggere.

– Det er Jönköpings kommunes første store arkitektkonkurrence i lang tid og udformningen af især moleområdet er et vigtigt projekt for vores bymiljø og Jönköpings identitet. Der var et meget højt niveau på alle tre indsendte forslag. Fordi juryen var fuldstændig enig, har vi kunnet træffe en klar beslutning om en vinder, Vattenstaden, der er et fantastisk forslag, udtaler Bengt Mattias Carlsson, stadsarkitekt i Jönköping Kommune og formand for juryen.

Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted By & Landskab, Beek Arkitekter, Hallemar Hejdelind og professor Göran Cars.
Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted By & Landskab, Beek Arkitekter, Hallemar Hejdelind og professor Göran Cars.

Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Sted By & Landskab har udarbejdet vinderforslaget sammen med svenske Beek Arkitekter, den strategiske rådgiver Hallemar Hejdelind samt Göran Cars, der er professor og forsker i byplanlægning og infrastruktur.

– Vores vision er, at Jönköping bliver fremtidens by til mennesker. At byens kerne bliver et rekreativt sted, hvor alle kan leve, mødes og skabe sociale relationer. Et sted der ikke udelukkende handler om caféer, handel og forbrug, men om ligeværdig adgang til vand, kultur og oplevelser for alle. Og det hele skal forankres lokalt, så forslaget bliver meningsfyldt for Jönköpings indbyggere, udtaler Jeppe Dueholm, partner hos Vilhelm Lauritzen Architects.

Vinderholdet har fokusereret på at genanvende mange eksisterende funktioner og foreslår et hævet havneforløb over vandet på økologiske træpæle for ikke at skygge eller forstyrre dyre- og plantelivet i Vättern.

Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted By & Landskab, Beek Arkitekter, Hallemar Hejdelind og professor Göran Cars.
Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted By & Landskab, Beek Arkitekter, Hallemar Hejdelind og professor Göran Cars.

Materialerne vil blandt andet være genanvendte, sinusformede bølgeplader som tag og lette trækonstruktioner. Der vil også blive inkorporeret solpaneler på tagene.

Endelig skal en gennemgående beplantningsstrategi i byplanen skabe et dynamisk landskab med en høj grad af biodiversitet både på land og i søen.

Gennemgående i forslaget er nye opholdsområder og faciliteter, der skal skabe byrum for mennesker. Vinterbaderne får nye faciliteter, medlemmer af roklubben får mulighed for at dyrke deres vandsport og tiltrække nye medlemmer, ligesom der kommer grønne rekreative områder langs kanalen Vattenboulevarden, hvor der også skal installeres kunstværker.

“Vinderforslaget fascinerede juryen ved at udvikle molen på en innovativ måde og samtidig bevare molearme og udfordre ideen om, hvad en mole kan være. Med omhyggeligt og funktionelt design har de skabt et fleksibelt mødested med fokus på fællesskabet, uddannelse og søliv i alle dets former”, lyder det i juryens betænkning

Vinderforslaget danner grundlag for det videre arbejde frem mod lokalplanen og der går nu en etapeinddelt proces i gang, der skal sikre forankring i lokalområdet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling