I midten af november kunne TV2 Østjylland afsløre, at 40 af de 65 lejemål i City Vest i Aarhus står tomme, og samme medie kunne berette, at A. Enggaard var gået i dialog med Danske Shoppingcentre om at købe det 25.000 kvadratmeter store butikscenter fra 1972.
Nu er en handel mellem parterne en realitet, oplyser Danske Shoppingcentre i en pressemeddelelse.
A. Enggaard vil nu opstarte en afdækning af, hvordan centret i fremtiden kan bidrage til den fortsat positive udvikling af bydelen, hvor det nordjyske selskab i forvejen er aktive.
– Vi er meget glade for at have indgået en aftale om køb af City Vest, der i kraft af sin placering, butikker og historie rummer et stort potentiale i relation til udviklingen af bydelen, der for alvor tager form og fart i disse år. Vores store engagement i bydelen og gode samarbejde med blandt andre kommunen og Brabrand Boligforening, giver os gode vilkår for i tråd med den visionære helhedsplan for området netop at tænke i helheder, der tilgodeser både City Vest, Gellerup og ikke mindst Aarhus, udtaler afdelingschef i A. Enggaard Jens Skinnebach, i meddelelsen.
Ejendommen er i oktober 2020 offentligt vurderet til 204 millioner kroner, hvoraf grundværdien udgør godt 28 millioner kroner, fremgår det af de offentlige registre.
Efter frasalget af City Vest ejer Danske Shoppingcentre 17 shoppingcentre fordelt i hele landet.
– A. Enggaard kommer med den helt rigtige erfaring og vision for at udvikle lokalområdet, og jeg er derfor meget tilfreds og tryg ved, at City Vest er overdraget til netop dem. Jeg er sikker på, at City Vest går en spændende fremtid i møde, og det glæder mig, at der er planer om at samtænke planerne for City Vest med kommunens visioner for området. Det bliver godt for byen og borgerne, udtaler Jesper Faurholdt, administrerende direktør i Danske Shoppingcentre, i pressemeddelelsen.
Overdragelsen får ikke indflydelse på den nuværende drift af City Vest, oplyses det.