Presseansvarlige hos Estate, Thomas Hovgaard. Foto: PR.
Presseansvarlige hos Estate, Thomas Hovgaard. Foto: PR.

Godt 17 procent af befolkningen i Danmark mener, at man bør beskatte gevinsten ved boligsalg, viser en ny befolkningsundersøgelse, som analysebureauet Epinion har lavet for Estate. Til gengæld er næsten 57 procent er enten uenige eller helt uenige i, at beskatning af boligsalg er en god ide. De resterende knap 25 procent har ingen holdning til spørgsmålet, skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

– Cirka halvdelen af os bor i den bolig, vi selv ejer, så det er ikke så mærkeligt, at mindst halvdelen heller ikke er tilhængere af beskatning af boliggevinster. Jeg tror, de fleste boligejere føler, at boligskatter allerede fylder meget i de samlede boligudgifter. Især fordi renterne er meget lave for tiden, vil der være boligejere, for hvem ejendomsskatterne udgør den største post i deres samlede boligudgifter, siger Thomas Hovgaard, der presseansvarlig i Estate, i meddelelsen.

I pressemeddelelsen understreges det, at Estate ikke har en præcis holdning til, hvordan boligskattesystemet skal skrues sammen. Thomas Hovgaard vil lade det være op til eksperter at vurdere, boligskatter bør opkræves løbende eller ved salg.

– Det vigtigste er, at man som boligejer og ikke mindst kommende boligejer kan regne med, hvad man skal betale. Det værste, der kan ramme boligmarkedet, er nemlig usikkerhed og uforudsigelighed, da købet af en bolig for mange er tilværelsens største investering, hvor man ønsker stor tryghed, siger Thomas Hovgaard.

At beskatte boliggevinster kan være en meget komplekst øvelse, understreger han.

– I nogle dele af landet kan man faktisk risikere, at ens bolig er faldet i værdi, og skal man så i de tilfælde have penge tilbage i skat, når de, som har været heldige at opleve stigninger, skal betale. Det vil være et oplagt spørgsmål. Der er også inflation og forbedringer, som der skal tages højde for, så alt i alt virker det som et forholdsvis kompliceret projekt at beskatte boliggevinster, siger Thomas Hovgaard.

Som udgangspunkt er en eventuel fortjeneste ved salg af en privat bolig omfattet af den såkaldte parcelhusregel, hvilket indebærer, at gevinsten er skattefri, hvis ejendommen har tjent som en bolig for ejeren og/eller dennes husstand i hele eller en del af ejertiden.

Parcelhusreglen gælder for en- og tofamiliehuse, ejerlejligheder, anpartslejligheder, stuehuse på land- og skovbrugsarealer, aktielejligheder og andelslejligheder. Reglen gælder også for huse, der delvist anvendes erhvervsmæssigt, samt for stuehuse på land- og skovbrugsarealer. Ejerlejligheder og huse, der er placeret på lejet grund, er ligeledes omfattet af parcelhusreglen.