Datacenter. Foto: Grundfos.
Datacenter. Foto: Grundfos.

Datacenterbranchen står over for kraftig vækst frem mod 2030. Elforbruget i datacentrene ventes at blive mere end fordoblet, mens vandforbruget forventes at stige med 50 procent.

Udviklingen skyldes blandt andet den hastige udbredelse af kunstig intelligens, cloud-tjenester og en stadig mere digitaliseret økonomi.

Den voksende efterspørgsel øger behovet for løsninger, der kan reducere energi- og vandforbruget.

Ifølge en pressemeddelelse fra Grundfos kan selv mindre forbedringer i pumpesystemer og intelligente styringsløsninger få stor betydning i datacentre, hvor forbruget er meget højt.

– Ved at investere i løsninger som genvinding af overskudsvarme, lokal elproduktion og genbrug af vand kan datacentre drives langt mere effektivt og bæredygtigt. Det giver ikke blot konkrete økonomiske fordele, men sikrer også, at den digitale infrastruktur kan vokse, samtidig med at vi passer på klodens ressourcer, udtaler Rune E. Lie, Senior Key Account Manager for datacentre i Norden og Baltikum hos Grundfos.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel har Grundfos oprettet en specifik datacentervertikal med fokus på datacentre under en allerede eksisterende forretningsenhed.

Virksomheden bygger ikke selv datacentre, men udvikler og leverer løsninger, der er skræddersyet til det enkelte datacenters behov.

– Det gælder for eksempel vores præfabrikerede systemer, som gør det både hurtigere og nemmere at implementere løsninger, samtidig med at kvalitet, effektivitet og stabil drift sikres, forklarer Rune E. Lie.

Ifølge Grundfos kan pumpesystemer med 5-10 procent lavere energiforbrug over tid give mærkbare besparelser og reducere datacentrenes samlede energiforbrug.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev