Stejlepladsen udvikles på et 52.000 kvadratmeter stort areal øst for Bådehavnsgade og syd for Fiskerhavnen.
Stejlepladsen udvikles på et 52.000 kvadratmeter stort areal øst for Bådehavnsgade og syd for Fiskerhavnen.

Ejerlejlighederne i første etape af det nye bykvarter Stejlepladsen i Sydhavnen er blevet revet væk.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra By & Havn, der sammen med PFA ejer Ejendomsselskabet Stejlepladsen, der er bygherre på ejerlejlighederne, og som står for udviklingen af området.

Over de kommende år skal der bygges omkring 900 boliger i det nye bykvarter, og efter blot tre åbent hus arrangementer er alle 42 ejerlejligheder i første etape reserveret, og flere interesserede står allerede på venteliste.

Lejlighederne er mellem på mellem 58 og 116 kvadratmeter store og indrettes med to eller fire værelser. De første beboere forventes at kunne flytte ind i sommeren 2026.

Ifølge ejendomsselskabet Stejlepladsen lægges der vægt på arkitektur, farver og et udtryk, der spiller sammen med miljøet omkring Fiskerhavnen i forbindelse med udviklingen.

– Vi har gjort os umage for at skabe et attraktivt kvarter, der passer naturligt ind i de smukke omgivelser, og bydelen udvikles med fokus på at styrke fællesskaber på tværs af boligformer, udtaler direktør Jesper Schultz fra Ejendomsselskabet Stejlepladsen.

– Derfor er det ekstra glædeligt, at køberne ikke bare ser en bolig, men et sted, de gerne vil være en del af.

Stejlepladsen udvikles med fokus på fællesskab og mangfoldighed. Området bliver næsten bilfrit og indrettes med åbne karréer, grønne gårdrum og mindst 800 træer. Facaderne opføres delvist i genbrugsmaterialer, og der bliver både familieboliger, rækkehuse, bofællesskaber, ungdomsboliger samt mindre boliger til singler og par.

– Stejlepladsen kan noget særligt. Det viser den store interesse med al tydelighed. Det er et sted med sjæl, kultur og potentiale, og vi glæder os til at byde endnu flere velkommen i de næste etaper, udtaler ejendomsdirektør Henrik Steenstrup fra By & Havn.

Der er fortsat ledige lejeboliger og boliger i kommende ejerbofællesskaber i første etape, og det er muligt at skrive sig på interesseliste til senere etaper. Der opføres også almene boliger i alle tre etaper. I alt skal der bygges omkring 225 almene boliger. De administreres af AKB, København.

Stejlepladsen omfatter et areal på 52.000 kvadratmeter øst for Bådehavnsgade og syd for Fiskerhavnen, hvor der kan bygges op til 72.000 kvadratmeter i form af primært boliger.

Det nye bykvarter udvikles med udgangspunkt i et arkitektforslag fra Christensen & Co Arkitekter, Urban Power, Kragh & Berglund, Artelia og Urban Creators.

Estate Sydhavnen står for salget af ejerlejlighederne, mens Ejendomsmægler Maria Schlichting, indehaver af Sweet-Homes, står for udlejning og genudlejning af de over 600 lejeboliger, der bygges i området.

Tilmeld Nyhedsbrev