Havnefronten i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.
Havnefronten i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.

En ny undersøgelse fra analyseinstituttet Epinion, gennemført for Aalborg Kommune, viser, at de fleste borgere oplever Aalborg Havnefront som et sikkert sted at færdes. Samtidig peger undersøgelsen på områder, hvor borgerne fortsat efterlyser bedre sikkerhed.

Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Blandt de 1.939 deltagere svarer 74 procent, at de føler sig sikre eller meget sikre på havnefronten generelt. I aften- og nattetimerne falder tallet dog til 60 procent. Særligt området omkring Jomfru Ane Parken bliver fremhævet som et sted, hvor flere føler sig utrygge.

Borgerne peger især på risikoen for at falde i vandet som en kilde til usikkerhed, både for dem selv og andre. Også belysningen langs havnefronten nævnes som et område, der kan forbedres.

– Vi har med undersøgelsen fået et nyttigt redskab, som vi vil anvende i det fortsatte arbejde med vores sikkerhedsinitiativer og forebyggende indsatser ved Aalborg Havnefront, udtaler forvaltningsgrenchef i Teknik og Miljø Mette Skamris.

Undersøgelsen viser samtidig, at havnefronten bruges flittigt som rekreativt område. Seks ud af ti borgere opholder sig ved havnen mindst én gang om måneden, mens næsten en tredjedel bruger området hver uge. De unge borgere er blandt de mest aktive brugere af havnefronten.

Mange af de borgere, der ønsker flere sikkerhedstiltag, efterspørger blandt andet barrierer langs kajkanten og bedre belysning. Gennem de senere år er sikkerheden allerede blevet styrket med blandt andet nye redningsstiger, forbedret adgang for beredskabet, ekstra belysning og overvågningskameraer.

Undersøgelsen er en del af indsatsen i Tryg Aalborg, som er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Nordjyllands Politi og Region Nordjylland. Her vurderer mange borgere også, at sikkerheden på havnefronten er blevet bedre de seneste fem år. 41 procent mener, at sikkerheden er forbedret, mens kun 4 procent oplever, at den er blevet dårligere.

En strækning på 170.000 kvadratmeter på havnefronten blev i perioden 2004-2022 omdannet fra industri til fortrinsvis offentligt tilgængelige byrum på baggrund af en prisbelønnet helhedsplan fra C.F. Møller Architects og Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev