De første af 155 nye boliger på Ankerhus er klar i sommeren 2027

I alt 155 nye lejligheder og rækkehuse bliver der plads til i området, som Kronhusene har overtaget fra Innovater.

Der er gang i opførelsen af et nyt boligområde ved det tidligere Ankerhus i Sorø, hvor de første af i alt 155 lejeboliger skal stå klar til indflytning fra sommeren 2027.

Det skriver SN.dk.

Entreprenøren Jes Pedersen udfører i øjeblikket funderingsarbejde, efter at udvikleren Kronhusene har fået byggetilladelse til projektet, der er døbt “Magdalenes Have”.

Selskabet overtog for et års tid siden de 22.000 kvadratmeter byggeretter fra Innovater, der over en årrække har arbejdet med projektet i samarbejde med Skala Architecture og KOPL.

Boligerne opføres som en blanding af rækkehuse og mindre etagebygninger i op til tre etager.

De nye lejligheder får størrelser fra 65 til 121 kvadratmeter og bliver organiseret i mindre klynger, der hver får deres eget nabomiljø.

– Hver boligklynge får sit eget særpræg, udtryk og indretning, siger Kronhusenes administrerende direktør Christian Toft til SN.dk.

– Det er vigtigt for os, at vi bygger til en bred målgruppe, så der flytter en variation af beboergrupper ind på Ankerhus. Vores ambition er at skabe attraktive rammer for både familier, par og enlige med fokus på kvalitet, tryghed og gode fællesskaber.

Samtidig bliver der lagt vægt på at bevare områdets historiske karakter med grønne omgivelser, haver og en parkpræget stemning.

Den tidligere gymnastiksal på området indgår i planerne som fælleshus, og der etableres legepladser og mindre opholdszoner for at understøtte et aktivt og trygt boligmiljø.

De første boliger forventes klar til indflytning i midten af 2027, mens hele projektet efter planen står færdigt omkring årsskiftet til 2028.

Tilmeld Nyhedsbrev