
Den gamle Dat-Schaub-grund i Storegade i Esbjerg er tæt på at være forvandlet fra industrigrund til et stort boligområde.
Området er blevet omdannet af Junge Byg og Den almene Boligforening Bolig Sydvest i samarbejde med Ginnerup Arkitekter og Ingeniørgruppen.
Der er allerede blevet bygget 257 boliger, og nu er arbejdet med de sidste to blokke i Schaub Parken begyndt, skriver JyskeVestkysten.
Junge Byg er gået i gang med jord- og støbearbejdet til de to punkthuse, som tilsammen rummer 22 ejerlejligheder.
– Vi har netop opstartet jord- og støbearbejdet på de sidste to blokke, som udvikler sig hen imod elementmontagen i uge 1. Elementleverandøren kunne desværre ikke levere før, så vi har god tid. Vi forventer indflytning fra efteråret 2027, siger Morten Vigtoft Andersen, der er medejer og projektchef hos Junge Byg, til JyskeVestkysten.
Dermed nærmer det omfattende byggeprojekt sig sin endelige afslutning. Schaub Parken er opført på den cirka 28.500 kvadratmeter store grund, hvor Dat-Schaub fra 1893 forarbejdede svinetarme, indtil produktionen blev flyttet til Estrupvej i 2014.
Siden er den tidligere industrigrund blevet omdannet til et nyt bykvarter med private lejligheder, ejerboliger og 122 almene boliger. Området rummer desuden supermarkedet Løvbjerg, et fælleshus og fællesarealer.
I februar blev der holdt rejsegilde for projektets fjerde etape med 40 nye lejeboliger. Allerede dengang var planen, at byggeriet af de sidste to punkthuse skulle gå i gang efter sommerferien.
Den plan er nu sat i gang. Når de sidste 22 ejerlejligheder står klar i efteråret 2027, vil boligbyggeriet i Schaub Parken være fuldført med 28.500 kvadratmeter nybyggeri.






















