De skal projektere forlængelse af Hillerødmotorvejen

Niras har med Atkins Danmark som underrådgiver fået til opgave at stå for projekteringen af en 13 kilometer lang udvidelse af Hillerød motorvejen. Den udvidede motorvej forventes at kunne tages i brug i 2027.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Hillerødmotorvejen står foran en udvidelse af den 13 kilometer lange delstrækning mellem afkørsel Lillerød Syd og Isterødvejen. Der vil blive behov for øget kapacitet på strækningen, blandt andet som følge af opførelsen af det nye supersygehus i Hillerød. Niras har vundet opgaven sammen med Atkins Danmark som underrådgiver, oplyser ingeniørvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Vi har arbejdet med motorveje i Norge, og vi har rigtig meget erfaring med vejprojekter i Danmark, men netop motorveje er et område, vi gerne vil styrke. Derfor betyder denne opgave meget for os, siger Carsten Heine Lund, der er direktør for Infrastruktur i Niras.

Han understreger også vigtigheden af samarbejdet med Atkins Danmark som underrådgiver på projektet.

– Ved at forene de respektive spidskompetencer i de to firmaer og udnytte hinandens styrker, opnår vi at kunne matche konkurrenterne i et meget kompetitivt marked. Vi har længe forsøgt at vinde et projekt af denne type og er nu endelig kommet i mål gennem et vedholdende og omfattende tilbudsarbejde. Vi ser frem til samarbejdet med både Atkins og Vejdirektoratet, siger Carsten Heine Lund.

Motortrafikvej allerede forberedt til udvidelse

Strækningen vil blive etableret som en firesporet motorvej, der er beregnet til hastigheder op til 110 kilometer i timen. Udvidelsen skal ske ved at inddrage og udvide den eksisterende motortrafikvej, der allerede dækker strækningen mellem Hillerød og Allerød.

Motortrafikvejen blev i sin tid planlagt således, at den kunne udvides til motorvej, og den vil også blive bibeholdt som den ene vejside af den nye motorvej. Selve udvidelsen til motorvej vil fortrinsvis finde sted langs den østlige del af strækningen, hvor der allerede er plads under de eksisterende broer.

Således er de større broer mellem Allerød og Herredsvejen allerede opført med en udvidelse til motorvej in mente, idet motortrafikvejen oprindeligt var tænkt etableret som en motorvej. Imidlertid er den sidste strækning fra Herredsvejen og frem til Isterødvejen ikke forberedt med det samme sigte. Den vestlige side af vejen skal udvides med 1,5 meter for at skabe plads til de fremtidige nødspor og kantopsamling af vejvand. Udvidelsen forventes at koste omkring 880 millioner kroner.

Ud over Hillerødmotorvejes forlængelse har Niras inden for de seneste måneder vundet en række andre spændende projekter for Vejdirektoratet, herunder forundersøgelse af delvis nedrivning af Bispeengbuen i København, VVM og skitseprojekt for rute 26 Aarhus – Viborg samt Knudepunkt ved tilslutningsanlæg 26 Aalborg Øst.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling