DEAS har netop opnået platin i DGNB Rum-certificeringen hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Platin-certifikatet er opnået i selskabets eget domicil i Valby.
Det skriver ejendomsadministratoren i en pressemeddelelse.
Ifølge DEAS har arbejdet med space planning spillet en stor rolle i domicilet, hvor målet har været at skabe fremtidens fysiske arbejdsplads med afsæt i ansvarlige løsninger. Her har fokus især været på bæredygtige inventarvalg, blandt andet møbler fremstillet af genanvendte materialer og certificeret træ, samt produkter, der er designet til at kunne vedligeholdes og repareres, hvilket forlænger inventarets levetid og mindsker fremtidigt ressourceforbrug.
Det er DEAS’ egne DGNB-konsulenter og arkitekter, der står bag hele processen omkring både certificeringen og space planning i domicilet.
– Vi er utroligt stolte over at opnå platin i DGNB Rum-certificeringen som de allerførste i Danmark. Formålet med at uddanne os som DGNB Rum-konsulenter var fra begyndelsen at teste processen på vores egne kontorer for herefter at kunne implementere det i renoveringsprocesserne for vores investorer, udtaler lead architect i DEAS, Mie Møller, der har haft ansvaret for space planning af DEAS’ nye domicil.
I processen har involveringen af medarbejderne desuden været afgørende. Gennem workshops har medarbejdernes behov og præferencer været med til at forme inventar- og indretningsløsninger, så de både understøtter trivsel og tilpasser sig forskellige arbejdsformer.
– DGNB Rum er et værdifuldt værktøj til ansvarlig indretning, hvor certificeringsprocessen kan fungere som en rettesnor. Kriterierne sikrer, at de væsentligste aspekter bliver prioriteret, samtidig med at de øger forståelsen for, hvordan hvert valg kan bidrage til et mere bæredygtigt lejemål, siger DGNB Auditor i DEAS, Frederik Gundersen, der har stået for rådgivning og dokumentationsarbejdet i forbindelse med certificeringen.
Det 5.600 kvadratmeter store hovedkontor ligger på Bellidavej 20 i Valby.