Dekra bygger nyt AMU Center på Loftbrovej i Nørresundby.
Dekra bygger nyt AMU Center på Loftbrovej i Nørresundby.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Dekra har købt en grund på Loftbrovej 20 i Nørresundby. Her vil den tyske sikkerhedsgigant bygge et nyt DGNB-certificeret AMU Center til transportbranchen. Centret skal stå klar til brug i begyndelsen af 2025.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, der har formidlet salget af grunden.

– Vi har haft en kontinuerlig vækst i Region Nordjylland og er vokset ud af vores to skoler i Aalborg og Nørresundby, som vi har valgt at sammenlægge til én stor skole. Oprindeligt jagtede vi eksisterende lokaler, men på grund af af omfattende lovkrav til ejendomme med undervisningsfaciliteter ville disse kræve for omfattende renoveringer. Vi har derfor købt en erhvervsgrund på 15.000 kvadratmeter i Nørresundby, hvor vi opfører en spritny uddannelsesfacilitet på 2.700 kvadratmeter, som er designet præcis efter vores ønsker, udtaler administrerende direktør for Dekra, Karsten Trend Poulsen

– Skolen i Nørresundby forbedrer ikke blot Dekras undervisningsfaciliteter, men udvider også vores kapacitet, og vi forventer at kunne undervise cirka 350 kursister hver dag. Skolen kommer til at tilbyde en bred vifte af AMU-uddannelser og kørekortcertifikater til blandt andet lastbil, bus, gaffeltruck og kran, og vil være centrum for udvikling, engagement og læring for studerende og fagfolk i Nordjylland.

Sælger af erhvervsgrunden er ejendomsudvikler Brian Schou, K3 Ejendomme, der sammen med Richardt Thomsen Erhvervsbyg har ansvaret for at opføre uddannelsesfaciliteten.

– Jeg har opkøbt en stor mængde erhvervsgrunde i området ved Loftbrovej, og Dekras AMU Center er mit fjerde byggeprojekt derude. Projektet er gået hurtigt, og vi fik tidligt ansøgt om byggetilladelse, da lokalplanen tillod, at vi kunne opføre en uddannelsesfacilitetudtaler Brian Schou.

– Selve byggeriet har rejsegilde den 13. september 2024, hvor Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, de involverede parter i projektet og borgere i lokalområdet vil tage del i fejringen af den nye skole.

Richardt Thomsen Erhvervsbyg skal bygge det kommende AMU Center i totalentreprise.

– Brian og jeg har tidligere samarbejdet på en lang række byggeprojekter. Vi har indgået i en fornuftig dialog med Dekra i forhold til at designe den nye skole, der er inspireret af deres uddannelsesfacilitet i Brabrand fra 2022, udtaler Richardt Thomsen fra Richardt Thomsen Erhvervsbyg.

– Byggeriet er DGNB-certificeret, og vil bandt andet blive udstyret med solpaneller på taget og en vindturbine, som kan producere el til skolens køretøjer og driftsbygninger.

Købsaftalen mellem K3 Ejendomme og Dekra er formidlet af Frank Jensen, direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

– Grunden har den perfekte infrastruktur, da den placerer sig i et logistisk knudepunkt tæt på motorvej E45 og E39, hvorfra kursister og undervisere er let forbundet til hele Nordjylland. Salget demonstrerer styrken af vores netværk og lokalkendskab, og vi vil gerne ønske både køber og sælger tillykke med handlen, udtaler Frank Jensen..

Dekra har afdelinger i mere end 60 lande og over 48.000 medarbejdere

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling