Udsigt fra Tange Plantage mod Ribe, hvor flere natur- og klimaprojekter er på vej. Foto: Esbjerg Kommune.
Udsigt fra Tange Plantage mod Ribe, hvor flere natur- og klimaprojekter er på vej. Foto: Esbjerg Kommune.

Landskabet omkring Ribe kan se markant anderledes ud i de kommende år, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Den Grønne Trepart har sat gang i en række natur- og klimaprojekter, som blandt andet skal forbedre vandmiljøet, styrke biodiversiteten og reducere klimaaftrykket fra lavbundsjorde.

Naturstyrelsen Vadehavet og Esbjerg Kommune inviterer derfor borgere, lodsejere og andre interesserede til informationsmøde i Ribe Fritidscenter torsdag den 8. oktober fra klokken 18.30 til 21.00.

– Det er nogle virkelig spændende projekter, både vi og kommunen har gang i, og det kommer helt sikkert til at kunne ses i landskabet omkring Ribe. Vi får flere naturområder, der vil gavne både klima, vandmiljø, biodiversiteten og mennesker i området, udtaler skovrider i Naturstyrelsen Vadehavet, Bent Rasmussen.

På mødet vil Naturstyrelsen blandt andet præsentere Ribe Klima-lavbundsprojekt og Ribe Vesterå kvælstof-vådområdeprojekt. Esbjerg Kommune vil fortælle om klimatilpasningen af Ribe by, arbejdet med Ribe Østerå og indsatser for dyre- og plantelivet i å-systemet.

Ifølge kommunen er det netop samspillet mellem projekterne, der er vigtigt. Når flere indsatser gennemføres i samme område, kan de tilsammen få betydning for både landskab, natur og vandmiljø.

Efter de fælles oplæg kan deltagerne møde projektledere, fagmedarbejdere og rådgivere på forskellige temastande. Her kan blandt andet lodsejere få rådgivning om mulighederne i forbindelse med udtagning af landbrugsjord.

Mødet er åbent for alle, og der kræves ingen tilmelding.

Praktiske oplysninger

Åbent informationsmøde om Natur- og Klimaprojekter ved Ribe

Dato: Torsdag den 8. oktober 2026
Tid: Klokken 18.30-21.00
Sted: Ribe Fritidscenter

Mødet er åbent for alle interesserede, og der er ingen tilmelding.

Kilde: Esbjerg Kommune.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev