Næstved står foran et markant større behov for studie- og ungdomsboliger, skriver den sydsjællandske kommune i en pressemeddelelse.
Zealand – Sjællands Erhvervsakademis nye engelsksprogede uddannelser i bygningskonstruktion og cybersikkerhed ventes fra 2027 at tiltrække op mod 100 internationale studerende om året.
Ifølge Næstved Kommune kan det skabe behov for op mod 250 nye studie- og ungdomsboliger inden for tre år.
– Vi skal sikre de boliger og den infrastruktur, der gør det attraktivt for studerende at bosætte sig her. Det er positivt at se den store interesse fra markedet – og vi er klar til at arbejde hurtigt og konstruktivt for at nå i mål, udtaler Næstveds borgmester Kenneth Sørensen (V).
Kommunen peger på flere mulige løsninger. Modulbyggeri kan give nye boliger inden for et til to år, mens ledige eller større eksisterende boliger kan omdannes til ungdomsboliger på kortere sigt. På længere sigt ventes der behov for egentligt nybyggeri på egnede grunde.
Næstved Kommune opfordrer derfor investorer til at komme på banen.
– Vi ser et betydeligt pres på boligkapaciteten allerede nu. Derfor opfordrer vi investorer til at komme med konkrete forslag – både på kommunale og private arealer, udtaler centerchef i Center for Ejendomme og Indkøb i Næstved Kommune, Morten Reuber.
– Vi er åbne for modulbyggeri, konvertering af eksisterende boliger og nye bæredygtige byggerier.
Ifølge Næstved Kommune har en foreløbig dialog med markedet allerede vist stor interesse for at investere i boliger til de kommende studerende.























