Virksomheder, der arbejder med asbest uden autorisation, risikerer ikke kun alvorlige sundhedsproblemer for medarbejderne.
Det kan også få store økonomiske konsekvenser, og der er risiko for erstatningsansvar, hvis bygninger forurenes under arbejdet.
Det understregede Rex Andersen fra Byggeriets Kvalitetskontrol på Dansk Håndværks webinar om asbest i torsdags, hvor medlemsvirksomheder kunne få indsigt i autorisationskrav og vurdere, om certificering er relevant for dem.
– Konsekvensen er ikke blot bøder. Man risikerer også at stå med det økonomiske ansvar for oprydning og rengøring af en hel bygning, hvis man ser stort på kravet om autorisation, sagde Rex Andersen ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Håndværk.
– Det kan betyde, at man skal erstatte forurenet inventar, gulvtæpper, møbler, tekstiler og andet indbo, der ikke kan rengøres. Dertil kommer en professionel rengøring af hele huset og genhusning af beboerne, mens det foregår. Og i det øjeblik man bliver straffet og får en bøde for overtrædelse af reglerne, og opdager, at man burde få sig en autorisation, er man forhindret i at få den de næste tre år.
Ifølge Andersen er autorisation både billigere og vigtigere, end mange tror – især hvis man vil undgå at måtte afbryde arbejdet og overlade opgaven til en autoriseret kollega.
– Man risikerer at støde på asbest i fliseklæb, slidlag på betongulve, terrazzogulve, maling, puds, loftplader, facadebeklædning, indvendig vægbeklædning som fiberplader, brandsikring, fuger, vinylgulve, teknisk isolering i rør, kedler og tanke—for blot at nævne nogle af stederne, understregede Rex Andersen.
– Selv om man ikke forventede det, da man gav tilbud på en opgave, er der risiko for at støde på asbest, når arbejdet først er i gang. Derfor har man pligt til at undersøge, om der er asbest i de materialer, man skal arbejde med, inden man går i gang med arbejdet, hvis der er den mindste mistanke om asbestforekomst.
Asbest gemmer sig i langt flere byggematerialer, end man tror – også de uventede steder, lød det fra Rex Andersen.
Webinaret var det første af sin slags, hvor medlemmer fik overblik over krav, omkostninger og praksis i arbejdet med asbest – men det bliver ikke det sidste.
– Det er mit indtryk, at deltagerne virkelig fik en viden, de havde brug for. Spørgelysten var så stor, at vi i de kommende måneder vil gentage webinaret med fokus på skiftende faggrupper. Alt efter om virksomheden udfører tømrerarbejde, murerarbejde eller opgaver, der inkluderer VVS og tekniske installationer, skal de have mulighed for at få svar om behovene for netop deres fagområde, fortæller Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen.