
Et flertal i borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har vedtaget et medlemsforslag, der skal styrke indsatsen for lokale energifællesskaber og få langt flere solceller op på byens tage.
– København er som storby for afhængig af fossile brændsler, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at stoppe, udtaler gruppeforperson Karoline Lindgaard fra Alternativet i en pressemeddelelse.
– Derfor er det afgørende for Alternativet, at vi gør det så let som muligt for københavnerne at etablere grønne energifællesskaber, som gør hverdagen billigere og grønnere.
Enhedslisten, SF og Alternativet står bag forslaget, som indebærer, at kommunen i løbet af 2026 udarbejder et samlet oplæg med konkrete muligheder for at øge den lokale produktion af vedvarende energi.
Desuden skal kommunen kortlægge, hvor meget mere solenergi København kan producere frem mod 2030, og hvordan kommunen kan hjælpe boligforeninger, etageejendomme og virksomheder med at etablere solcelleanlæg. Samtidig skal muligheden for økonomisk støtte, fælles batteriløsninger og nye partnerskaber med energiselskaber, fonde og virksomheder undersøges.
Politikerne ønsker også en gennemgang af de regler og administrative barrierer, som i dag kan gøre det vanskeligt at opsætte solceller, ligesom kommunen skal vurdere, hvordan der kan etableres flere solcelleanlæg på kommunens egne bygninger.
– I SF kæmper vi for at gøre det grønne valg lettere – og lige nu er det for svært. Også bare at sætte solceller på kommunens egne bygninger, påpeger politisk ordfører for SF i København, Rasmus Steenberger.
Baggrunden er, at København har ambitiøse klimamål, men at solenergi fortsat udgør en begrænset del af byens energiproduktion, selv om der ifølge forslagsstillerne er et stort uudnyttet potentiale på både bolig- og erhvervsbygningers tage. Forslaget peger desuden på nye europæiske regler om energieffektive bygninger og flere solcelleanlæg, som Danmark og kommunerne skal leve op til.
Som led i arbejdet skal forvaltningen også udarbejde et budgetforslag med initiativer, der kan fremme energifællesskaber og udbredelsen af solceller i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027.
– Klimakrisen er et af vores levetids største udfordringer, og det er en fuldstændig bunden opgave, at vi som kommune skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe med den grønne omstilling, udtaler Enhedslistens gruppeforperson Mikkel Skovgaard.






















