DGI står bag Danmarks første svanemærkede omdannelse til kontor

Den historiske Tulip-bygning i Vejle er blevet forvandlet til et bæredygtigt kontorhus med fokus på miljø og trivsel.

DGI kan som den første i Danmark sætte Svanemærket på en kontorrenovering.

Det skriver breddeidrætsorganisationen i en pressemeddelelse.

I januar 2024 købte organisationen de historiske Tulip-bygninger på Havneparken i Vejle af PFA for 28 millioner kroner.

Organisationen har valgt at investere i både medarbejdernes trivsel og bygningens fremtid ved at omdanne de 3.300 kvadratmeter store bygninger fra 1956 midt i Vejle til et nyt landskontor.

– Vi er stolte af at tage et socialt- og samfundsmæssigt ansvar og gå forrest på bæredygtighedsdagsordenen. Vi ønsker at tage et særligt ansvar for vores medarbejderes trivsel, for bygningen og dermed for fremtidens kontor og mødested for Foreningsdanmark, siger Søren Hjørlund, vicedirektør i DGI.

Visualisering af de indendørs rammer på DGIs nye landskontor. Foto: PR.
Visualisering af de indendørs rammer på DGIs nye landskontor. Foto: PR.

Renoveringen har haft fokus på at skabe et godt indeklima, reducere miljøbelastningen og bevare mest muligt af den oprindelige konstruktion.

Svanemærket stiller skrappe krav til materialer, energiforbrug, indeklima og cirkulær økonomi – krav, som DGI’s nye kontor lever op til.

– DGI er med landets første svanemærkede kontorrenovering helt i front. Certificeringen betyder, at det nye DGI landskontor kan dokumentere et lavt energibehov og godt indeklima, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, certificeringschef i Miljømærkning Danmark.

De bæredygtige valg skal også komme medarbejderne til gode. Lys, luft og sunde materialer er tænkt ind for at skabe et godt arbejdsmiljø, mens de miljøvenlige løsninger samtidig giver lavere driftsomkostninger.

Projektet er gennemført i samarbejde med Ravn Arkitektur, Miljømærkning Danmark og entreprenøren Ove Larsen fra Vejle. I februar 2026 flytter omkring 175 medarbejdere ind i de nyrenoverede rammer ved Vejle Station.

En Svanemærket kontorrenovering er kendetegnet ved:

  • Bygningen har et lavt energiforbrug efter renoveringen.
  • Bygningen har et godt indeklima, fordi det opfylder strenge krav til fugtkontrol og minimerer eksponering for skadelige stoffer.
  • Er miljøkortlagt, og sundheds- og miljøfarlige stoffer samt farligt affald er bortskaffet på korrekt vis.
  • Lever op til strenge kemiske krav til sundheds- og miljøskadelige stoffer både i byggematerialer og kemiske byggeprodukter. Det gælder for alt fra maling og fugemasser til isolering, dampspærrer og gulve.
  • Renoveringen har fremmet genbrug af byggeprodukter og materialer.

Kilde: Miljømærkning Danmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling