
Administrerende direktør Peter Olsson er fratrådt sin stilling i AP Ejendomme efter gensidig aftale med selskabets bestyrelse.
Det oplyser AP Pension i en pressemeddelelse.
Peter Olsson har stået i spidsen for AP Ejendomme siden 2016, men bestyrelsen vurderer nu, at tiden er inde til et ledelsesskifte.
– Vi er glade for den udvikling, som AP Ejendomme har gennemgået i Peter Olssons tid som administrerende direktør, og selskabet står i dag stærkt. Bestyrelsen vurderer samtidig, at tiden er inde til et ledelsesskifte, udtaler Bo Normann Rasmussen, administrerende direktør i AP Pension og næstformand for bestyrelsen i AP Ejendomme.
Peter Olsson vil i en overgangsperiode bistå selskabet for at sikre en smidig overdragelse. Samtidig er økonomidirektør Helle Grosser udpeget som konstitueret administrerende direktør, indtil en permanent afløser er fundet.
AP Ejendomme er AP Pensions ejendomsselskab og arbejder med investering, udvikling og administration af fast ejendom i Danmark. Selskabet blev etableret i 2009.






















