Bestyrelsen i Arealudviklingsselskabet Sygehusgrunden og direktør Thomas Leerberg har aftalt at afslutte samarbejdet. Direktøren er allerede fratrådt.
Det oplyser selskabet bag udviklingen af det tidligere hospital midt i Holstebro i en pressemeddelelse.
Beslutningen sker, fordi projektet går ind i en ny fase med andre krav til ledelsen, oplyses det.
Thomas Leerberg blev ansat i 2022 med opgaven at formulere visionen for Sygehusgrunden, udarbejde en samlet masterplan og designmanual samt opbygge en organisation, der kunne håndtere den omfattende omdannelse af det tidligere sygehusområde. I perioden er der også gennemført en række midlertidige aktiviteter for at skabe liv på området og kvalificere planlægningen.
Ifølge bestyrelsen er visionen og masterplanen nu på plads, og næste skridt er et målrettet arbejde med salg af bygningsmassen inden for de fastlagte rammer. Det kræver andre kompetencer, og derfor igangsættes nu en proces for at finde en ny direktør. Indtil videre er selskabets økonomi- og administrationschef Finn Skov konstitueret direktør.
– Jeg vil gerne takke ejerne for deres stærke og vedholdende opbakning til udvikling af Holstebro, udtaler Thomas Leerberg.
– Det har været et privilegium at føre et af Danmarks mest ambitiøse transformationsprojekter frem til realisering. Min del af opgaven er løst og det er et naturligt tidspunkt i projektet, at overlade den videre ledelse til nye kræfter.
Sygehusgrunden ejes af Holstebro Kommune, Færchfonden og Akselerator, som har en fælles ambition om at omdanne det tidligere sygehus til en ny bydel på en bæredygtig og ansvarlig måde.
Projektet omfatter cirka 86.000 etagemeter, hvor omkring 95 procent af de eksisterende bygninger skal bevares eller genbruges, og nyt byggeri skal certificeres til DGNB Guld eller lignende.
Arkitektopgaven varetages af Tegnestuen Vandkunsten, mens Skaarup Landskab står for landskabsarkitekturen.























