Jesper Bjørn er tiltrådt som konstitueret administrerende direktør hos Mariendal El-Teknik.
Han overtager posten fra Keld Ramlov, der efter længere tids sygdom har valgt at fratræde for at hellige sig familien.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
– Det er et vemodigt øjeblik, som er kommet lidt tidligere end forventet. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at virksomheden er i gode hænder hos både den nye ledelse og ejer, , udtaler Keld Ramlov.
Han påpeger, at han afleverer nøglerne til en veletableret virksomhed med stærke rødder.
– Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at takke alle medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for et forbilledligt godt samarbejde gennem årene.
Jesper Bjørn kom til virksomheden i 2024 og har hidtil været direktør for Service og Specialer. Han er uddannet elektriker og elinstallatør og har desuden en erhvervsøkonomisk uddannelse fra Aalborg Universitet. Tidligere har han haft ledende stillinger i Sweco og Bravida. Som konstitueret administrerende direktør får han det overordnede ansvar for virksomhedens omkring 225 medarbejdere.
– Jeg vil fokusere på at bygge videre på det stærke fundament, vi har sammen med vores ejere i Stenseminde Holding, samt ud fra sunde og ordentlige værdier i vores tilgang til medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, siger Jesper Bjørn.
Tidligere på året trådte familiekontoret Stenseminde Holding ind i ejerkredsen med en ejerandel på 51 procent. I forbindelse med Keld Ramlovs fratrædelse udvides ejerandelen nu til 100 procent. Stenseminde Holding ledes af Henrik Sørensen, der tidligere har været ejer af Desmi.
Den øvrige ledelse i Mariendal El-Teknik består af projektdirektør Joachim Odgaard og økonomidirektør Jannik Simmelsgaard.























