I 2050 vil København være vokset med 100.000 yderligere indbyggere, og de nye københavnere vil især bosætte sig ved vandet. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
En ny befolkningsprognose konstaterer, at der nu bor cirka 650.000 indbyggere i København. Men på sigt vokser København endnu mere. Byen vokser især i de nye bydele, der udvikles.
Blandt Københavns tolv bydele er det især bydelene med store udviklingsområder, der forventes at vokse. Det er især Nordhavn, Amager Strandpark/Nordøstamager og Østhavnen, hvor det forventede byggeri af mange nye boliger forventes at medføre stor befolkningstilvækst.
Fuldt udviklet vil Nordhavn have plads til 40.000 indbyggere foruden 40.000 arbejdspladser, mens der i Carlsberg Byen alt opføres 3.100 boliger.
– Det gør mig stolt, at København har vokseværk og at så mange forventes at vælge vores fantastiske by til i de næste årtier. Men det forpligter også. Vi har en bunden opgave i at sikre, at vi udvikler vores by, så København forbliver verdens bedste by at bo og leve i. Med god velfærd, boliger der er til at betale, grønne områder og kultur- og idrætstilbud, samtidig med, at vi skal bevare byens sjæl og alt det gode, der i dag udgør et mangfoldigt københavnerliv, udtaler overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Befolkningsprognosen viser, at der også ventes mange nye beboere i områder som Ørestad, Sydhavn, Carlsberg Byen og Jernbanebyen, hvor det gamle jernbaneterræn bliver omdannet til en helt ny bydel med 5.000 boliger og 200.000 kvadratmeter erhverv.
I bydele som Indre By, Vanløse og Bispebjerg forventes befolkningstallet i 2050 omtrent at være som i dag. Kun Nørrebro skiller sig ud og ventes at opleve en mindre nedgang i befolkningen på cirka 3.000 personer færre end i dag.
København ventes i 2050 at være vokset til cirka 750.000 indbyggere. Det svarer til en reduktion på 10.000 borgere sammenlignet med sidste års prognose og skyldes et lavere fødselstal. Der er ikke tale om et fald, men blot lavere vækstrater.