
Aarhus Kommune har opgivet planerne om at bruge træproduktet Superwood på facaden af det kommende fodboldstadion i Aarhus.
Løsningen viste sig at være for dyr, skriver Århus Stiftstidende.
Superwood blev vurderet til at koste omkring 20 millioner kroner mere end den alternative løsning i accoya-træ, som arkitekterne oprindeligt anbefalede. Begge materialer er nu droppet, og kommunen undersøger i stedet billigere træsorter.
På byggepladsen er der ifølge Århus Stiftstidende opsat en prøveopstilling med blandt andet gran, douglasgran og fyr, så man kan vurdere træets udseende, holdbarhed og vedligehold.
“Der er endnu ikke taget endelig stilling til valg af træsort. Valget afhænger både af pris, æstetik og funktionalitet. I forhold til det sidste er der blevet arbejdet meget med forskellige metoder, og i den proces er Superwood efterfølgende blevet fravalgt igen til fordel for træ med overfladebehandling i stedet for gennemimprægnering”, skriver Kongelundens Sekretariat i et skriftligt svar til Århus Stiftstidende.
En endelig beslutning om træsort og leverandør ventes i løbet af de kommende uger.
Facaden på det nye stadion bliver omkring 20 meter høj. De øverste 15 meter beklædes med trælameller, mens de nederste 5 meter udføres i stål mellem betonsøjler.
A. Enggaard står i hovedentreprise bag byggeriet af det nye stadion, der er tegnet af Zaha Hadid, Tredje Natur og Sweco. Prisen på byggeriet lyder på omkring 995 millioner kroner. Indtil videre.






















