DSB vil nedrive bevaringsværdig stationsbygning

Den tidligere stationsbygning blev vurderet som bevaringsværdig, men efter en omfattende brand bør den ifølge Horsens Kommune fjernes af hensyn til sikkerheden.

Den tidligere stationsbygning på Kirkehøjvej i Tvingstrup kan blive dømt til nedrivning. Foto: Google Maps.
Den tidligere stationsbygning på Kirkehøjvej i Tvingstrup kan blive dømt til nedrivning. Foto: Google Maps.

Den tidligere stationsbygning på Kirkehøjvej 2 i Tvingstrup står til at forsvinde.

Bygningen blev opført i 1926 og fungerede som station frem til 1971, men er i foråret 2026 blevet så alvorligt beskadiget af en brand, at Horsens Kommune anbefaler, at den rives ned.

Bygningen blev i 2023 vurderet til en høj bevaringsværdi på tre efter den såkaldte SAVE-skala. Ved en ny besigtigelse i 2026 er værdien nedjusteret til fire, som betegnes som middel bevaringsværdi.

Horsens Museum har tidligere fremhævet bygningen som et særligt velbevaret eksempel på byggestilen Bedre Byggeskik og som en bygning med kulturhistorisk betydning.

Branden har imidlertid ændret situationen markant. Ifølge Horsens Museum er der omfattende brandskader, mens store dele af gavlkvisten og tagkonstruktionen er kollapset. Kommunen vurderer samtidig, at der er risiko for yderligere sammenstyrtning. Da bygningen ligger tæt på jernbanen, kan nedfaldne bygningsdele i værste fald udgøre en risiko for togtrafikken.

Ansøgningen fra DSB om nedrivning har været sendt i høring hos Horsens Museum, Foreningen for Bedre Bymiljø i Horsens og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Museet har ingen yderligere bemærkninger til nedrivningen, mens de to øvrige organisationer ikke har afgivet høringssvar. Den offentlige høring fra den 1. juli til den 29. juli gav heller ingen indsigelser.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev