Climate Challenge Laboratory på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby indvies onsdag den 20. november.
Det skriver DTU i en pressemeddelelse.
Den 10.000 kvadratmeter store laboratoriebygning er tegnet af Christensen & Co i samarbejde med Artelia og opført af MT Højgaard med en targetpris på 320 millioner kroner.
– Med Climate Challenge Laboratory har DTU skabt et levende videnskabeligt univers, der kan rumme en betydelig forskningsindsats i nye materialer til Power-to-X-teknologier. Der er et stort behov for nye effektive, holdbare og globalt skalerbare materialer til bæredygtige processer, der kan høste, omdanne og lagre elektrisk energi fra vedvarende energikilder, udtaler DTU’s dekan for blandt andet bæredygtighed, talentudvikling og internationale strategiske samarbejde, Christine Nellemann.
Forskningen i Climate Challenge Laboratory breder sig over en række fagområder lige fra teoretisk forskning i elektrokatalyse til forskning i nye energimaterialer, der kan anvendes i solceller eller elektrolyseceller, der udnytter elektricitet til at omdanne vandmolekyler til flydende brændstoffer som brint.
Det fælles vilkår for forskerne er, at det i gennemsnit tager cirka 20 år at udvikle nye materialer til den grønne omstilling. Og det er der ikke tid til, hvis verdens lande skal kunne nå at udbygge en ny bæredygtig energiforsyning, der gør det muligt at leve op til FN’s målsætning om at reducere CO2 udledningen med 90 procent inden 2040.
– Vi har ikke 20 år. vi har fem, så der skal helt nye metoder og samarbejdsformer i brug som dem vi forsøger at skabe i Climate Challenge Laboratory og i Pioneercenteret, siger Tejs Vegge, der er professor på DTU og som får sin daglige gang i det nye laboratorie.
Tejs Vegge står i spidsen for pionercenteret CAPeX, som er en af Danmarks største satsninger inden for materialeudvikling til Power-2-X og et af flere centre og laboratorier, der samles i Climate Challenge Laboratory.