Duo bag projekt med 36 nye boliger i Undløse

I samarbejde med en privat bygherre vil et alment boligselskab bygge nye boliger i to etaper på Søgården i Undløse på Vestsjælland.

Vestsjællands Almene Boligselskab og Roho står bag det kommende boligbyggeri i Undløse. Foto: Holbæk Kommune.
Vestsjællands Almene Boligselskab og Roho står bag det kommende boligbyggeri i Undløse. Foto: Holbæk Kommune.

Vestsjællands Almene Boligselskab (VAB) vil bygge 23 almene familieboliger og fem almene ældreboliger i Undløse.

Boligselskabet har derfor bedt kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune om en principiel tilkendegivelse, der giver mulighed for at arbejde videre med projektet. En principbeslutning betyder, at Kommunalbestyrelsen forventer senere at kunne give det formelle tilsagn til opførelsen.

– Det er helt i tråd med vores boligstrategi om at skabe udvikling i hele kommunen, sagde medlem af udvalget for plan, bolig og lokal udvikling, Kristian Timmermann (S), da politikerne godkendte principbeslutningen med en tilføjelse om, at der om muligt skal etableres solceller på bygningerne.

– I Undløse her der i flere år været efterspurgt flere betalbare og seniorvenlige boliger, så de lokale kan blive i området, når deres behov ændrer sig, påpegede han.

Boligerne planlægges opført på adressen Søgården 35 i Undløse, hvor den gældende lokalplan allerede giver mulighed for byggeriet.

Projektet gennemføres som et samarbejde mellem boligselskabet og anpartsselskabet Roho aktør efter den såkaldte delegerede bygherremodel.

Det indebærer, at Roho opfører alle boligerne, mens boligselskabet har ansvaret for, at de 28 almene boliger lever op til reglerne for almene byggerier. Ud over de almene boliger vil der blive bygget otte private boliger, så området får en blandet beboersammensætning.

Vestsjællands Almene Boligselskab og Roho står bag det kommende boligbyggeri i Undløse. Illustration: Holbæk Kommune.
Vestsjællands Almene Boligselskab og Roho står bag det kommende boligbyggeri i Undløse. Illustration: Holbæk Kommune.

Alle boliger forventes at blive opført som rækkehuse med adgang til grønne fællesarealer.

Hver bolig vil få en terrasse på omkring 10 kvadratmeter, og opvarmningen skal ske via luft-til-vand-varmepumper.

Opførelsen af de 28 almene boliger kræver, at kommunen stiller en grundkapital på 5,2 millioner kroner til rådighed.

VAB og Roho står bag projektet på hjørnet af Søgårdsvej og Hovedgaden i samarbejde med SIGN Arkitektur.

Nabogrunden, hvor det tidligere teglværk lå, forventes på sigt at danne ramme om en anden etape med yderligere almene og private boliger. På sigt kan der dermed sammenlagt blive tale om 63 boliger fordelt på i alt 4.620 kvadratmeter nybyggeri.

Tilmeld Nyhedsbrev