Priserne på elektriske materialer er steget til det højeste niveau nogensinde.
Det rammer både boligejere, der står over for renoveringer, og de virksomheder, der skal udføre arbejdet.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Tekniq.
Ifølge erhvervsorganisationen kan udviklingen i sidste ende forsinke den grønne omstilling.
Siden 2021 er prisen på kabler og andre materialer til elinstallationer steget med 28 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
– For virksomhederne er det en udfordring, når materialepriserne bliver ved med at stige. Det er simpelhen svært at forklare kunder, hvorfor en given opgave er blevet så meget dyrere på få år, udtaler Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
– Risikoen er, at kunderne afholder sig fra at investere i de grønne løsninger, der er nødvendige for den bæredygtige omstilling af samfundet, siger hun.
Hun peger på, at en del af prisstigningerne skyldes geopolitisk uro, blandt andet i Kina, som har haft stor indflydelse på udviklingen i kobberpriserne.
– Det kan den enkelte virksomhed ikke ændre, og af samme grund ser vi positivt på forlængelsen af varmepumpepuljen og afskaffelsen af elgiften, så priserne ikke tager luften ud af den grønne omstilling, siger Maria Schougaard Berntsen.























