En villa på Strandvænget 5A i Risskov har sat ny salgsrekord i Aarhus Kommune.
Huset er blevet solgt for 45 millioner kroner og overgår dermed den tidligere rekord fra 2022, hvor en villa på Ryvangs Allé blev handlet til en pris på 43,3 millioner kroner.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Den mere end 100 år gamle villa ligger i anden række til vandet og rummer 444 kvadratmeter bolig på en grund på knap 2.500 kvadratmeter.
Sælgeren, der har navne- og adressebeskyttelse, købte ejendommen i 2018 for 28,5 millioner kroner og opnår dermed en betydelig fortjeneste.
Køberne er Martin Lauge Bek-Nielsen og Tine Bek-Nielsen, som i forvejen er kendt for store ejendomskøb i Risskov. Ifølge Resights købte parret i 2021 en strandnær villa på Mirabellevej for 24,9 millioner kroner.
Martin Bek-Nielsen er medejer af den multinationale palmeolieplantage United Plantations, som han driver sammen med sin bror.
Familien har desuden en historisk tilknytning til Aarhus Oliefabrik, der senere blev til Aarhus United, hvor Martin Bek-Nielsen sad i bestyrelsen frem til virksomhedens fusion med Karlshamns AB.























