Poul Erik Bech, der etablerede ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech i 1978. Foto: PR.
Poul Erik Bech, der etablerede ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech i 1978. Foto: PR.

EDC Erhverv Poul Erik Bech er for tredje år i træk Danmarks største erhvervsmægler målt på omsætning og bruttofortjeneste, oplyses det i en pressemeddelelse.

I 2025 nåede selskabets omsætning på erhvervsområdet 275 millioner kroner, hvilket er 16,9 procent mere end året før.

Bruttofortjenesten steg samtidig 19 procent til 188 millioner kroner. Ifølge Poul Erik Bech er det den højeste bruttofortjeneste i virksomhedens historie.

På koncernniveau havde EDC Poul Erik Bech Holding en omsætning på 713 millioner kroner i 2025. Det placerer virksomheden som nummer 877 på Finans’ liste over Danmarks 1.000 største virksomheder. Det er næsten 100 pladser højere end året før.

– Det er et resultat af vores mange stærke forretningsben at stå på. For nogle år siden skærpede vi blandt andet vores fokus på udlejningssager, udtaler stifter af ejendoms- og erhvervsmæglerkæden, Poul Erik Bech.

– Samtidig oplever vi en stigende specialisering i branchen, hvor mange af vores erhvervsmæglere har opbygget stærke kompetencer inden for specifikke ejendomstyper og fagområder. Dermed er vi i stand til at sammensætte de rette kompetencer til den enkelte opgave – også på tværs af vores 21 landsdækkende erhvervscentre.

Også hotel- og campingforretningen bidrog positivt i 2025. Blandt handlerne var salget af Molskroen i Mols Bjerge og Benniksgaard Hotel ved den dansk-tyske grænse.

Væksten er fortsat i 2026. I første halvår steg omsætningen med mere end 20 procent sammenlignet med samme periode sidste år. EDC Erhverv Poul Erik Bech har samtidig åbnet et nyt erhvervscenter på Lolland-Falster og fået Danbolig Hillerød og Engel & Völkers Danmark ind i forretningen.

Samlet set forventer virksomheden, at den positive udvikling fortsætter resten af året.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev