I 2015 trådte Jane Bech ind i familievirksomheden EDC Poul Erik Bech og påbegyndte et generationsskifte sammen med sin far, Poul Erik Bech. Siden da er både omsætning og medarbejderantal næsten fordoblet, og Jane Bech har haft en central rolle i at udvikle virksomheden.
Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Ejerskabet af EDC Poul Erik Bech er i dag fordelt mellem Poul Erik Bech Fonden, Jane Bech og Poul Erik Bech selv.
De seneste ti år har budt på markant vækst. Omsætningen er steget fra cirka 350 millioner kroner til over 600 millioner kroner, og medarbejderstaben er vokset fra godt 350 til over 600 personer. Partnerstrukturen er blevet udvidet betragteligt, og i dag er der over 140 partnere i virksomheden.
– Der er sket rigtig meget de sidste 10 år. Det er faktisk lidt vildt at sidde her 10 år efter og se på tallene, men det er en udvikling, der er sket år for år. Der er ingen tvivl om, at vores stærke partnerstruktur er en vigtig del af succesen. Det skaber et højt engagement og giver os en robusthed, udtaler Jane Bech.
Virksomheden har styrket sine specialistområder med afdelinger inden for blandt andet Research, Salgssupport, Storkunder, Capital Markets og en international afdeling i samarbejde med den globale aktør JLL. Derudover er der blevet investeret i ekspertise inden for marketing, HR, jura og økonomi, ligesom der er åbnet nye projekt- og landbrugsafdelinger.
Selvom Poul Erik Bech snart træder tilbage som bestyrelsesformand i EDC-kæden, har han ingen planer om at trække sig fra den daglige virksomhed. Jane Bech ser det lange samarbejde som en styrke, der har skabt både kontinuitet og stærke relationer internt og eksternt.























