Poul Erik Bech, grundlægger af ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech. Foto: PR.
Poul Erik Bech, grundlægger af ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech. Foto: PR.

EDC Poul Erik Bech leverede i 2025 det bedste regnskab i virksomhedens historie, oplyser den landsdækkende ejendomsmæglerkoncern i en pressemeddelelse.

Koncernen omsatte for 713 millioner kroner, hvilket er 18,2 procent mere end året før. Samtidig steg resultatet efter skat til 151,6 millioner kroner, svarende til en fremgang på 89 procent.

Både bolig- og erhvervsforretningen bidrog til rekordresultatet. Boligforretningen omsatte for 438 millioner kroner, mens erhvervsdelen nåede en omsætning på 275 millioner kroner. Ifølge koncernens stifter, Poul Erik Bech, er resultaterne de bedste siden virksomhedens etablering i 1978.

– Vi er altså endnu engang den erhvervsmæglervirksomhed herhjemme med højeste omsætning i 2025, en plads vi i mange år også har haft på boligområdet, udtaler Poul Erik Bech.

– Vi er os meget bevidste om, at 2025 var et år, hvor konjunkturerne var ejendomsmæglerbranchen meget venligt stemt, og at det meste lykkedes. Det har vi i den grad kunnet drage nytte af i vores mange forretningsben. Konkret stod vi bag hver 16 bolighandel i Danmark og bag cirka 25 procent af alle nye erhvervssager udbudt på Ejendomstorvet, udtaler Poul Erik Bech.

Virksomheden beskæftiger nu mere end 700 medarbejdere fordelt på 75 boligbutikker, 21 erhvervscentre samt en række projekt- og landbrugsafdelinger.

I løbet af 2026 har koncernen udvidet yderligere med et nyt erhvervscenter på Lolland-Falster og opkøb af mæglervirksomhederne Danbolig i Hillerød og Engel & Völkers i Danmark.

– Vores ejerstruktur, med Poul Erik Bech Fonden som den primære ejer, gør, at vi kan træffe langsigtede beslutninger, og at vi via vores overskud i mæglerforretningen kan støtte en række velgørende formål. Det betyder også, at det er attraktivt at blive optaget som partner, hvor vi har en stærk partnerstruktur med over 140 partnere, udtaler Poul Erik Bech.

EDC Poul Erik Bech forventer, at boligmarkedet i 2026 vil holde et højt aktivitetsniveau på linje med året før, selv om der er tegn på, at væksten begynder at aftage nogle steder. Også erhvervsmarkedet viser fortsat fremgang, og koncernen har i årets første fire måneder registreret en omsætningsstigning på ni procent inden for erhvervsejendomme.

EDC Poul Erik Bech-koncernen: Hoved- og nøgletal

Hovedtal

Tusinde kroner 2025 2024 2023 2022 2021
Nettoomsætning 712.950 603.377 557.010 526.452 608.414
Resultat af primær drift 118.754 81.771 65.184 32.963 112.229
Finansielle poster i alt 71.508 19.541 49.823 -18.247 38.566
Årets resultat 151.188 80.281 92.664 9.090 120.596

Balance

Tusinde kroner 2025 2024 2023 2022 2021
Samlede aktiver 954.023 795.879 735.177 645.349 753.211
Investeringer i materielle anlægsaktiver 2.166 16.341 1.273 24.115 7.825
Egenkapital 661.955 558.673 521.495 443.716 488.517

Nøgletal

Procent 2025 2024 2023 2022 2021
Egenkapitalens forrentning 25 15 19 2 27
Afkast af investeret kapital 54 35 30 20 94
EBITA-margin 18 15 14 8 20
AnnonceTilmeld Nyhedsbrev