
Byrådet i Aalborg har nu vedtaget lokalplanen for et 4,3 hektar stort område ved Uggerhalnevej i den sydlige del af Grindsted,
Landsbyen, der ligger omkring otte kilometer nordøst for Nørresundby, har knap 700 indbyggere, som har set frem til udviklingen.
– Rigtigt mange venter spændt på at dette kan ske, for vi har brug for en positiv byudvikling i området, som kan understøtte det landsbymiljø, der er, sagde Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), på byrådsmødet den 27. oktober, hvor lokalplanen blev godkendt af politikerne.
Og borgerne i området har måttet vente længe, kunne by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) oplyse. Lokalplanen blev sendt i høring i maj 2025, men projektet har været undervejs i 11 år.
– Selvom vi har fleksible rammer, så kan der godt være noget vej fra idé til handling og endelig eksekvering, sagde rådmanden på byrådsmødet.
– Der har også været nogle udfordringer, sagde han videre med henvisning til et område, der friholdes fra bebyggelse af hensyn til drikkevandsinteresser.
Der bliver vejadgang til det kommende boligområde fra Uggerhalnevej via en ny boligvej med navnet Hammertoften.
Ejendomsudvikler Rasmus Haugaard fra Vendia Ejendomme står bag udviklingen af området, hvor Himmerland Boligforening desuden skal bygge otte almene familieboliger.






















