
Efter mere end et årtis ændrede planer, forsinkelser og økonomiske bump på vejen bliver boligprojektet på Stegholt i Aabenraa nu sat i gang.
Det skriver JyskeVestkysten.
Torsdag underskrev Bolig Syd, KLT Projekter og entreprenøren Bo Michelsen aftalen, der gør de 70 nye lejligheder til virkelighed, skriver avisen.
Projektet, som tidligere gik under navnet Fjordbakkerne, har udviklet sig flere gange undervejs. Nu er planen klar: 56 almene boliger og 14 private ejerboliger skal opføres på Stegholt.
Ifølge direktør i Bolig Syd, Tom Wienke, står mellem 800 og 900 mennesker allerede på venteliste til de almene boliger.
– Det er ti års arbejde, der kulminerer. Dels betyder det noget, at vi får sat gang i noget nybyggeri og får skabt nogle boliger i Aabenraa, som understøtter bosætningen, siger Tom Wienke til JyskeVestkysten..
– Og så fylder det os med stolthed, at projektet bliver til noget, selvom det er gået i mange forskellige retninger undervejs og har flere gange været tæt på at blive opgivet.

De første skridt bliver at rive de eksisterende bygninger på Stegholt 11 og 25 ned. Det arbejde begynder efter planen i april, når de sidste tilladelser er på plads.
Selve byggeriet går i gang lige efter sommerferien, og de første beboere kan flytte ind i begyndelsen af 2028.
Arkitektfirmaet Blaavand & Hansson har sat stregerne til bebyggelsen, der opføres som to bygninger i tre-fem etager på en 5.465 kvadratmeter stor grund på Stegholt 11.
Det samlede boligareal for den almene del af bebyggelsen vil udgøre 5.635 kvadratmeter med 35 lejligheder på 95 kvadratmeter med tre værelser og 21 lejligheder på 110 kvadratmeter med fire værelser.
Huslejen for de almene boliger forventes at ligge mellem 7.000 og 8.500 kroner om måneden. Det samlede byggeri kommer til at koste 124 millioner kroner, hvoraf entrepriseudgifterne udgør omkring 100 millioner kroner.






















