Efter mere end tre års ventetid er der nu politisk opbakning til at sende en lokalplan for udvidelse af Them Andelsmejeri i otte ugers offentlig høring.
Et enigt plan-, vej- og trafikudvalg indstiller ifølge Midtjyllands Avis til byrådet, at arbejdet kan gå videre, hvilket vækker tilfredshed hos udvalgets nye formand Kristian Pihl Lorentzen (V).
– En udvidelse af mejeriets lagerkapacitet er jo en vigtig forudsætning for, at vi kan bevare produktionen og dermed lokale arbejdspladser i Them, siger Kristian Pihl Lorentzen til Midtjyllands Avis.
Them Andelsmejeri ligger på Rustrupvej og har i de senere år opkøbt flere naboejendomme for at skabe plads til udvidelsen. Planen indebærer, at eksisterende boliger rives ned, så der kan opføres nye pakkerum og kølelager samt en ny hovedindgang med reception og hall mod Rustrupvej. Samtidig skal der etableres nye udearealer og parkeringsmuligheder.
Arbejdet med lokalplanen blev sat i gang allerede i foråret 2022, men først nu er forslaget klar til politisk behandling.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre 3.250 kvadratmeter nye erhvervsbygninger efter nedrivning af eksisterende bebyggelse. Bebyggelsesprocenten for området hæves fra 50 til 70, og planen fastlægger rammer for byggehøjde, bebyggelsesprocent, parkering og håndtering af støj, lugt og regnvand, så udvidelsen kan ske med hensyn til omgivelserne.
I foråret 2025 blev det offentliggjort, at Them Andelsmejeri forventes at blive en del af Arla, hvis konkurrencemyndighederne godkender aftalen. Hvad det konkret betyder for den fremtidige produktion og udvidelsen i Them er endnu uvist, og mejeriet afventer derfor den endelige lokalplan.























