
Politikerne i byrådet i Middelfart Kommune skal den 5. maj tage endelig stilling til en ny lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg, der skal bane vejen for en eventuel, fremtidig udvidelse af Viby Efterskole i Nørre Aaby.
Planerne har været i offentlig høring fra januar til marts 2025, og politikerne i teknisk udvalg har allerede nikket ja. Sagen skal også en tur forbi økonomiudvalget, før den altså lander i byrådet.
Efterskolen ønsker at fremtidssikre sine rammer med muligheden for et bygge en ny værelsesfløj, en udvidelse af spisesalen, multifunktionelle undervisningsrum og en ny teatersal i op til 11 meters højde. Udendørsarealerne skal også udvikles med mere beplantning, regnvandshåndtering og forbedret parkering til større arrangementer.
I januar oplyste René Holm Hansen, der er forstander på Viby Efterskole, til Fyens.dk, at skolen er gået fra 80-90 elever til nu 128 elever.
– Skolen er fyldt ud, og vi har brugt alle værelser og alle stole. Der er bare ikke plads til flere elever ad gangen. Så nu fremtidssikrer vi, så vi i fremtiden har muligheden for at udvide, hvis vi får lyst til det indenfor de næste 10 til 15 år, sagde René Holm Hansen, der er forstander på Viby Efterskole, i januar til avisen.
Planen muliggør byggeri på i alt cirka 5.000 kvadratmeter med en en CO2-udledning på 8 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter årligt.
Nybyggeri skal tilpasses de eksisterende bygninger, hvad angår materialer og farver. Det vil sige, at det primære materiale skal være teglsten i rødbrune til rosa-sandfarvede nuancer med hvide vinduer og dørrammer, fremgår det af lokalplanen.
Der gives med lokalplanen mulighed for at etablere solceller og anlæg til regnvandshåndtering, som fremmer bæredygtighed og biodiversitet.
I høringsperioden kom der kun to høringssvar, der blandt andet handlede om tilgængelighed, støj og omlægning af kloak og vandløb. Forvaltningen har taget stilling til alle bemærkninger og vurderer, at planen ikke bør ændres.